Klik og læs ugens avis
Find leverandør

Direkte såmaskine tilsår alle slags marker

Af Ove Høeg Christensen
Fredag 21. december 2007
Annonce
Driftsleder Peter Lund har med succes prøvet finske VM Direct Seeder under vanskelige forhold.
Foto: Jesper Dall/Polfoto.
Den våde 2007-sæson bød på vanskelige opgaver for VM Direct Seeder. Men den stive nypløjede lerjord blev tilsået direkte med udmærket resultat.

De fleste vil foretrække et rotorharvesåsæt til direkte såning på stiv pløjet lerjord. Men finske VM Direct Seeder kan klare opgaven uden harvesektion.

Peter Lund, Hoptrup, skriver gerne under på, at VM Direct Seeder kan tilså alle slags marker. Han har prøvet maskinen på det hele: Direkte såning på grønjord og stub, på harvet jord og på pløjet jord uden forudgående opharvning. Han har også fremvist VM Direct Seeder på maskindemonstrationen Fieldday 2007.

Maskinen tilhører svineproducent Jørgen Rasmussen, Hoptrup. Peter Lund, Hovgård, passer markbruget på i alt 500 hektar.

VM Direct Seeder, der har fire meter arbejdsbredde, produceres i Finland. Orla Nielsen, Agribusiness Consulting, Sabro, er indehaver af det danske agentur for VM Direct Seeder. Maskinen er kun begrænset udbredt her i landet.

Såmaskinen har dobbelte skivesåskær med efterfølgende trykruller, der styrer sådybden. Som noget usædvanligt er hvert såorgan ophængt individuelt i et parallellogram. Det bevirker, at et såskær kan bevæges op-ned indenfor 20 cm.

Variabel skærtryk

"Maskinen har stor tolerance for ujævnheder. For eksempel kan bunden af en plovfure tilsås, selv om alle øvrige såskær kører i normalposition ved passagen af furen. Jeg er ret imponeret over, at afgrøden i furebunden også fremspirer og etableres tilfredsstillende," siger Peter Lund.

Skærtrykket kan varieres trinløst fra 30 til 175 kg pr. skær med tom såsædbeholder, selv om såskærene arbejder i forskellig dybde. Det skyldes såskærenes individuelle parallellogramophæng, der indbyrdes er forbundet hydraulisk, så skærtrykket er ens og dermed uafhængigt af såskærenes højdeposition.

"Vi skal selvfølgelig tilstræbe, at markerne er så jævne som muligt. Det er stort set lykkedes. Men i år nåede jeg ikke at jævne ved foragerpløjningerne. Da vi pløjer med en nifuret halvbugseret plov, blev der nogle ujævnheder, hvor ploven løftes af jorden. Det overrasker mig positivt, at VM Direct Seeder har klaret opgaven perfekt på disse vanskelige steder," siger Peter Lund.

Uens jord

Mange af markerne i Hoptrup-området er kuperede og flere steder er jorden meget uensartet - fra sandjord til stiveste ler. 2007-sæsonen har derfor været noget af en prøvelse. Der blev ikke tid til hverken stubharvning eller opharvning før tilsåning.

"Alle gode timer skulle udnyttes til pløjning og tilsåning," siger Peter Lund.

Trods de vanskelige betingelser er fremspiring og afgrødeetablering ensartet og tilfredsstillende også på områderne med den stiveste lerjord.

"Det var langt fra ideelt at tilså direkte på den pløjede stive lerjord. Men maskinen har klaret det fint med lamelslæbeplanken som eneste udjævnende bearbejdning før såskærene," siger Peter Lund.

Variabel angrebsvinkel

"Det er en fordel, at jeg kan variere skærtrykket hydraulisk under arbejdet. Det er nødvendigt ved tilsåning af uensartet jord. Jeg kan også ændre maskinens trækvinkel, så såskærene får mere eller mindre agressiv angrebsvinkel," siger Peter Lund.

"Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at tilså en våd pløjet lerjord. I så fald risikerer man, at hele såsektionen blokeres af klæbende ler og så følger der et større rengøringsarbejde. Efter kraftig regn må jeg vente til efter én dags tørvejr, men så går det udmærket," siger han.

VM Direct Seeder har ingen harvesektion, men alene en hydraulisk stilbar lamelslæbeplanke, der udjævner pløjejorden.
Den store gummihjulspakkervalse giver god bæreevne og dermed mulighed for stort såkasseindhold.
Maskinen har kædetransmission i stedet for gearkasse. Såakslerne til- og frakobles ganske enkelt med fjedersplitter.
 
 
Magasinet Svin
TEST AB
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Poltenes løbe-
    alder faldt
    3 uger
    Læs mere

 * Brunststyring
    sparer foder
    Læs mere
   
 * Smertebe-
    handling øger
    kuldvægten
    Læs mere
   

 Tegn abonnement på Magasinet Svin her.
Magasinet Mark
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Alm. rajgræs 
    økonomisk attraktiv
    Læs mere

 * N-senor fordeler 
    kemi mod svampe
    Læs mere
   
 * Overblik: Ni 
    halvbugserede 
    vendeplove
    Læs mere
   

Tegn abonnement på Magasinet Mark
 her.
MAGASINET Kvæg
 
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Mere græs giver
    mere mælk
    Læs mere

 * Pas på billig
    majsudsæd
    
Læs mere
   
 * Avlsindeks NTM
    øger produkti-
    viteten
    Læs mere


Tegn abonnement på Magasinet Kvæg her.