Søren og Vibeke har over vinteren skabt deres helt egen forretning på et tidligere traditionelt landbrug. Fotos: Jens Tønnesen
Bjerrumgaard lige uden for Ribe var en gang en landbrugsbedrift med 40 malkekøer og svineproduktion.
Det var den gang hølæsset var så højt i de lune sommeraftener, at ungerne måtte lægge sig ned, når de skulle under el-ledningerne.
Men køerne blev sat ud i 1987, og meget tydede i de senere år på, at ejendommen - som så mange andre - skulle miste en århundredelang status som grundlag for en selvstændig virksomhed.
Men så kommer Vibeke Bjerrum ind på scenen. Hun er vokset op på Bjerrumgaard, og sammen med mand og tre børn i alderen tre, fire og fem år overtager hun sidste år ejendommen og overlader byhuset på Skibbroen i Ribe til sin mor.
I dag er den gamle svinestald revet ned, omgivelserne er renoveret, og i den gamle kostald har håndværkerne hen over vinteren skabt fem store, moderne og lyse værelser til udlejning, et køkken, fællesrum samt en butik.
Historien er med
Vibeke Bjerrum er dermed i gang med sin første sæson med bed and breakfast på ejendommen, som ligger lige ved omfartsvejen omkring Ribe. Mod øst er der ikke langt ind til domkirken, og mod vest er der en fantastisk udsigt over marsken.
Værelserne er placeret med udgang mod vest og dermed væk fra den trafikerede omfartsvej. Fra værelserne er der udgang til en terrasse, og den tunge trafik på hovedvejen anes ikke. Til gengæld bliver der snart udsigt til jersey-kreaturer på Bjerrumgaards marker, som er forpagtet ud til en økologisk mælkeproducent.
»Gården har historie. Den er en af fire gårde på vejen, som alle har været i slægten Bjerrums eje. Efter mine forældre solgte mælkekvoten, har staldene stået tomme. Så vi skulle tage en beslutning om, hvorvidt bygningerne skulle renoveres eller rives ned,« fortæller Vibeke Bjerrum.
»Vi snakkede frem og tilbage, men nu er vi ikke i tvivl om, at vi traf den rigtige beslutning,« siger hun. Hendes mand er i servicesektoren og kender derfor til overnatningsbranchen.
Det har haft betydning, for en del af beslutningen var ikke at gå på kompromis, når det gælder kvalitet. De fem store værelser er hver med eget badeværelse og udgang til terrasse samt monteret med fladskærm og internetadgang og dansk kunst på væggene. Der er altid friske blomster på værelserne, og gæster får et godt morgenmåltid med i prisen.
»Vi sender et signal til gæsterne om, at her er rart at komme,« siger Vibeke Bjerrum, som kan konstatere, at det giver resultater.
I forsommeren har i gennemsnit to ud af fem værelser været udlejet. Og her i højsæsonen tyder alt på en endnu bedre belægning. Gæsterne kommer fra hele Europa, ja fra hele verden.
Også sygeplejerske
Bjerrumgaard markedsføres via internettet. Desuden er muligheden for overnatning på marskgården kendt i Ribe, hvis turister spørger:
»Nogle gæster er forretningsfolk med ærinde i Esbjerg, Ribe eller Varde. Andre er turister,« fortæller Vibeke Bjerrum. Hun møder stor venlighed og tilfredshed - noget som er medvirkende til, at hun er glad for sit nye »arbejde«.
»Jeg har i forvejen arbejde på deltid som sygeplejerske på et hospital, men da der er tale om aftenvagter, så jeg kan fint passe forretningen her ved siden af. Desuden er det er godt arbejde at kombinere med at have børn,« siger Vibeke Bjerrum.
Vibeke Bjerrum sammen med sin mand, Søren. Hun styrer ny hotel-mulighed ved Ribe.
De fem værelser har alle egen udgang til terasse - som vender mod vest.
Tidligere var her et aktivt landbrug - nu er her aktiv bed and breakfast.
Værelserne er store, rummelige og velindrettede.
Der er ti minutters gang fra det tidligere landbrug ind til domkirken midt i Ribe by.