Af Ove Høeg Christensen
Olieræddike sået 2-3 uger efter høst som efterafgrøde holder jorden fri for ukrudt og øger rodzonen.
"Efterafgrøden olieræddike er rigtig god til at gro i dybden med rødderne, når den sås to til tre uger før høst.
Olieræddike har synlige rødder i en dybde på 75 cm. Dertil kommer de ikke-synlige rødder, der går endnu dybere," siger planteavlskonsulent Søren Søndergaard, Vestjysk Landboforening.
"Vi har haft mulighed for at grave huller med en rendegraver for at undersøge roddybden på en mark med olieræddike. Den store roddybde er meget positiv for jordstrukturen. Det vil også bane vej for en god bestand af store regnorm. På længere sigt vil det øge dyrkningssikkerheden, idet jorden får øget kapacitet til at holde på både næringsstoffer og fugtighed," mener Søren Søndergaard.
"Flere landmænd i mit område har succes med pløjefri dyrkning og efterafgrøder før såning af vårsæd. Når man har oplevet den succes, der er gode muligheder for at opnå, fortsætter man med metoden, og andre, typisk nabolandmænd, kommer til," siger Søren Søndergaard.
Jorden holdes grøn
Metoden går ud på, at efterafgrøden sås to til tre uger før høst. Det giver mulighed for, at efterafgrøden, for eksempel gul sennep og olieræddike, kan udvikles meget hurtigt efter høst, så ukrudtet bortskygges.
Når efterafgrøden er udvintret eller nedvisnet det kommende forår, kan vårsæden sås enten direkte eller efter en opharvning.
"Efterafgrøder er ikke kun et spørgsmål om at opnå en god kvælstof-udnyttelse. Princippet er, at jorden skal holdes dækket af en voksende afgrøde i en så stor del af vækstsæsonen som muligt. Dermed kan ukrudtet bortskygges. Samtidig kan også rodzonen øges. Det kan forbedre både jordstruktur og dyrkningssikkerhed," siger Søren Søndergaard.
Hvis der er meget ukrudt i en mark, skyldes det, at ukrudtet møder for lille konkurrence fra afgrøden - eller efterafgrøden i det her tilfælde. Derfor er det meget vigtigt, at efterafgrøden sås to til tre uger før høst, så den kan etableres meget hurtigt, når marken er høstet.
Såning to til tre uger før høst kan ske ved udstrøning af frø fra køresporene. Flere typer såudstyr kan anvendes til formålet.
hoeg@landbrugsavisen.dk
Tlf: 33 39 47 42