Grovfoder til 50 øre pr. foderenhed

Team Nørgaard trak i den grønne trøje, der betyder fremragende økonomi i grovfoderproduktionen

Bordet var dækket med rundstykker og friskbrygget kaffe. Planteavlskonsulent Helge Lund fra Jysk Kvæg og Grovfoder havde to hjemmelavede lagkager med som afregning for det tabte væddemål omkring udbytterne tidligere på året. Grovfodermatchen havde sponsoreret en Toblerone-chokolade til hver af deltagerne som ekstra belønning for meget præcist at ramme målet med 12.000 FE pr. hektar i majsdysten.

Under disse rammer var der forleden kaldt til samling i Team Nørgårds frokoststue. Og når så Grovfodermatchens udsendte tilmed havde en opgørelse med omkring økonomien i majsproduktionen der viste, at Team Nørgård påny kunne iklæde sig den grønne trøje, så var der lagt op til et godt møde.

Team Nørgård har høstet 190 hektar majshelsæd med et gennemsnitligt udbytte på 12.199 FE pr. hektar.

Når stykomkostninger og omkostninger til løn, brændstof, vedligehold samt forrentning og afskrivning er fratrukket, viser resultatet, at det har kostet under 50 øre pr. FE at producere det eftertragtede majshelsæd-grovfoder. Resultatet er altså ekskl. omkostninger til jordleje.

Pointmæssigt scorede Team Nørgård 95 point ud af 100 mulige. Lige i hælene på det resultat kommer sjællandske Team Assendrup med 92 point. Herefter er det Team Warming og Team Bjørnemosegaard med hhv. 68 og 66 point. Point gives dels på baggrund af resultatet, dels på baggrund af færdighederne med programmet Mark Online.

Point ved den grønne trøje tæller dog indtil videre ikke med på pointtavlen, da det er tal beregnet med afsæt i Årsrapporten 2008 for omkostninger til brændstof og vedligeholds vedkommende.

Kan bruges i fremtiden

"En ting er jo at blive præsenteret for et flot resultat, men det der virkelig tæller er, at finde frem til, hvorfor vi ligger i den bedste ende af skalaen," siger Boe Lundgård Thomsen fra Team Nørgård. "Det kan bruges fremadrettet til at blive endnu bedre."

Hos Team Nørgård har man bevidst forsøgt at spare på omkostningerne til kemikalier de senere år. Derfor er 75 pct. af markerne kun sprøjtet én gang. Til gengæld har man renset mekanisk og dermed blot udnyttet den eksisterende maskinpark.

"Det er klart, at vi skal være der med rensningen på det rette tidspunkt, og vi tager selvfølgelig også en chance i forhold til ukrudtet. Hvis vi får en tørkeperiode, kan det ukrudt som står tilbage i rækkerne stjæle fugt og vigtig næring fra majsplanterne, og det koster udbytte. I år var vi heldige at få rigelige mængder med regn, og majsen vandt således kampen i forhold til ukrudtet," lyder det fra Team Nørgård.

Vanskelige at holde rene

Det er endvidere Team Nørgårds erfaring, at tidligt såede majsmarker er mere vanskelige at holde rene.

"Vi står derfor over for en vurdering af såtidspunkt i forhold til høje udbytter, men vi skal også på forhånd gøre os klart, hvor meget det kan betale sig at ofre på kemikalier, og tør vi tro på, at vejret vil arte sig til vore fordel," lyder vurderingen fra Boe Thomsen, Team Nørgård. I år gik det altså godt med 12.199 FE pr. hektar i gennemsnit på 190 hektar.

Hos Team Nørgård er man glad for, at Mark online-programmet nu har hjulpet med at få overblik over de enkelte dele af omkostningerne i markbruget. Når man kender sine egne tal, er det meget lettere at agere i forhold til at ændre på nogen ting, som i sidste ende kan betyde besparelse og merindtjening.

Som det ser ud nu, har stykomkostningerne i majsmarkerne i 2009 været mellem 1.589 kr. pr. hektar som det laveste og op til 2.750 kr. pr. hektar som det højeste de fire teams imellem. Efter nytår skal registreringerne på hver enkelt team kulegraves, så vi får klarhed over den store forskel, og dermed mulighed for at andre kan lære af det. På Team Nørgård er der ingen tvivl om vejen til billige majsfoderenheder: Høje udbytter, høj udnyttelse af maskinparken kombineret med lavest mulige stykomkostninger.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle