Klik og læs ugens avis
Find leverandør

Vær åben og inddrag medarbejderne

Landbrugsavisen.dk
Fredag 24. april 2009
Annonce
Af økonomikonsulent Jacob Ræbild Nørgaard, Agri Nord

Lige nu er det højsæson for aflevering af regnskaberne for 2008.

Generelt er fokus skiftet fra det strategiske niveau til det operationelle niveau. Effektiviteten er i fokus, og mange landmænd går målrettet til værks med at udpege problemer og opsætte handlingsplaner.

Sørg for at udpege ansvarlige personer til at sikre, at der er fokus på problemet, også i næste uge. Vær ikke bange for at trække medarbejderne ind i beslutningsprocessen, og vær ligeledes åben omkring de økonomiske udfordringer i erhvervet, gerne ved at give medarbejderne indblik i økonomien på bedriften. På de bedrifter der gør det, er det min erfaring, at medarbejderne kvitterer med øget fokus og en faglig interesse, som direkte kan aflæses i regnskaberne.

Vær ligeledes opmærksom på at lave opfølgning på de fokusområder der sættes i værk, det er her man finder ud af, om det virkede, eller om der skal yderligere indsats til.

Det er underligt at konstatere, at ingen af landbrugets produkter pt. kan koste så meget, at indtægterne kan dække omkostningerne ved at frembringe dem. Denne uligevægt kræver likviditet.

At sikre den nødvendige likviditet kræver derfor ekstra opmærksomhed i år. At finde et nyt pengeinstitut er stort set umuligt, da udmeldingerne fra pengeinstitutterne er, at de fokuserer på de nuværende kunder.

Hvis forholdet mellem pengeinstituttet og landmanden bygger på en åben og ærlig dialog, vil de finansielle samarbejdspartnere langt hen ad vejen gerne være med til at sikre den nødvendige likviditet. Der stilles dog øgede krav til det materiale, som pengeinstitutterne har brug for til at bevilge likviditeten. Også her er der behov for fokus på produktionen, så de nødvendige tal kan fremskaffes.