En principafgørelse i Miljøklagenævnet betyder, at det i fremtiden er slut med at etablere spaltegulve uden forsuring i nye stalde.
Dermed er det kun muligt at etablere to gulvtyper i nye danske kvægstalde: Fast præfabrikeret gulv med skraber eller spaltegulv kombineret med forsurings-anlæg.
Samtidig indebærer principafgørelsen en skærpelse i forhold til eksisterende staldanlæg, når man udvider en produktion. Det er nemlig ikke alene det nye staldanlæg, der skal opfylde kravene om den bedst tilgængelige teknik. Også det eksisterende anlæg skal forbedres. Det betyder, at man ikke, som Dansk Landbrugsrådgivning hidtil har antaget, kan formindske fordampningen i de eksisterende stalde og udnytte den formindskede fordamning til eventuelt at etablere spaltegulve i en del af den nye stald.
"Vi betragter klart dette som en sejr," siger Hans Nielsen, Økologisk Råd. Økologisk Råd har påklaget i alt omkring 25 sager, hvor landmænd har ønsket at etablere spaltegulve af hensyn til klovproblemer og anden dyrevelfærd. Med principafgørelsen er også disse sager reelt afgjort, vurderer Hans Nielsen.
Klagenævn: Går ikke ud over dyrene
Det var landmand Enok Vestergaard, Gilleleje, der oprindeligt havde søgt om at etablere den nye stald som en udvidelse af sin mælkeproduktion. Hans miljøtilladelse blev påklaget til Miljøklagenævnet af to hold naboer. Ingen af naboerne klagede over gulvtypen i stalden, men det valgte Miljøklagenævnet at tage op alligevel. Sagen var således ikke en af de 25 sager, som er påklaget af Økologisk Råd.
I sin argumentation for at etablere spaltegulv pegede Enok Vestergaard blandt andet på, at præfabrikerede gulve bliver glatte.
Dansk Landbrugsrådgivning har suppleret ved at pege på, at glatte gulve øger risikoen for digital dermatitis. Men det afviser Miljøklagenævnet.
"Der er ikke fundet dokumentation for, at digital dermatitis optræder hyppigere i stalde med præfabrikerede drænede gulve end i stalde med andre gulvtyper," hedder det blandt andet i Miljøklagenævnets afgørelse.
worsoe@landbrugsavisen.dk
33 39 47 47