Klik og læs ugens avis
Find leverandør

Den gode aftale skæpper i kassen

Landbrugsavisen.dk
Fredag 5. juni 2009
Annonce
Af Hanne Hedegaard, HR-konsulent Agri Nord.

Før vi indgår nye aftaler om foder eller finansiering, tjekker vi for eksempel pris, kvalitet og om andre kender produktet.

Tjek på samme måde kvaliteten af en kommende medarbejder ved at få en fornuftig snak med vedkommende og dennes tidligere arbejdsgivere. Rigtig mange medarbejdere får de bedste anbefalinger fra tidligere arbejdspladser, men det giver dig også mulighed for at høre de mindre gode anbefalinger. Lyt til dem og tag højde for dem.

Løn kan forhandles. Man kan dog ikke sætte en medarbejder ned i løn, hvis forventningerne ikke holder, men alle er velkomne til at hæve lønnen. Aftal derfor en begynderløn og læg op til lønforhandling efter tre eller seks måneder. Aftal også en prøvetid. Så kan begge parter komme ud af aftalen i tide, hvis tingene ikke fungerer.

Aftalen skal på plads. Skriv alt ned i kontrakten. Lige fra mødetid til ansvarsområder. Ansættelseskontrakten er lovpligtig inden for den første måneds ansættelse, men den er også et godt redskab til at sikre, at I er enige om aftalerne.

Udskiftning af en medarbejder kommer nemt til at koste flere måneders løn, så det handler om at bevare de gode medarbejdere og pleje dem.

Det kan du gøre ved at være synlig, så medarbejderne ved, hvor de har dig. Både fysisk men lige så vigtigt i forhold til holdninger og forventninger til den enkelte.

Giv ansvar og hold fokus på det, medarbejderen klarer godt. Hjælp med det der ikke lykkes første gang. Vi vokser alle med opgaven. Lyt til din medarbejder og reager på det, du hører.

Din måde at agere på som arbejdsgiver er den vigtigste kilde til en god og stabil medarbejderstab og dermed til indtjening.