Agroskolen tager ansvar for, at landbrugseleven er parat til at klare kravene på en arbejdsplads, siger skoleformanden Kurt Nybo, der her er i stalden med eleven Kenneth til venstre. Foto Jens Tønnesen
Tilbage til rødderne. Det er kursen for den vestjyske landbrugsskole, Agroskolen, i Hammerum ved Herning.
Fra sommeren i år optager skolen kun danske elever. I øjeblikket er skolen med plads til 145 elever fyldt op af halvt danskere, halvt med hold tilpasset rumænske elever.
"Vi ønsker en dansk skole med base i det vestjyske. Agroskolen vil gå målrettet efter succes ved at påtage sig ansvaret for at sikre et godt sammenfald mellem elev og praktikvært," forklarer skolens formand, Kurt Nybo.
Den nye politik udmøntes fra august, hvor skolen vil oprette to klasser på det 20 ugers grundforløb med 25-27 elever i hver klasse, et forløb der gentages hvert halve år.
Møde hver dag - til tiden
Det nye er, at Agroskolen vil tage hånd om at skaffe praktikpladser hos landmænd og følge eleverne tæt.
"Agroskolen får en mere aktiv rolle med at sørge for gode praktikpladser, men det bliver også vores ansvar at motivere eleven til at lære. Landmanden skal opleve det som en succes at have praktikanter, men det skal eleven sandelig også," siger Kurt Nybo og tilføjer:
"Skolen skal sikre, at eleverne har fået undervisning i, hvad det kræver at være på en arbejdsplads. Mange unge ved ikke - eller har ikke lært - at møde op hver dag og til tiden, og at private mobilsamtaler skal foregå i pauserne."
Ifølge Kurt Nybo vil skolen være bevidst om at støtte de unge under uddannelsen. Og ligesom der stilles krav til dem, stilles der krav til praktikpladserne.
Skolen tager ansvar
Senest til maj opretter Agroskolen en stilling som ungdomsvejleder, der skal matche elev og praktikvært og sikre et solidt tillidsforhold hele vejen rundt, så alle parter får afstemt forventningerne til hinanden.
Ud over den officielle godkendelse af praktikstederne ser Agroskolens ungdomsvejleder stedet, og kommer flere gange under praktikforløbet - uden at udskrive en faktura til praktikværten.
"Vi mener, ungdomsvejlederen skal være til stede på skolen, spise sammen med eleverne, måske undervise lidt og i det hele taget have den tætte kontakt med de unge på deres præmisser. Det kræver visse menneskelige egenskaber, men det er en funktion, vi ser frem til at varetage på Agroskolen," siger Kurt Nybo.
Knyttet til skolen
Formanden lægger ikke skjul på håbet om, at man med den nye ordning knytter eleverne tættere til skolen, hvor man gerne ser eleverne returnere til samtlige skoleforløb og gerne til overbygningsuddannelserne.
"Det er vel fair nok, at der er tre parter der vinder: Eleven, praktikværten og skolen. Som far til teenagere er det da en glæde, når der er andre end mig som forælder der tager hånd om dem, hvis de er i lære, i praktik eller i andre erhverv," siger Kurt Nybo.
pilegaard@landbrugsavisen.dk
Tlf. 86 60 28 44