Claus Christensen, formand for Sydvestjysk Landboforening, tvivler på, at politikerne helt forstår, hvad landbrugets konkurrencevilkår betyder for det danske samfund.
Det gav han udtryk for ved generalforsamlingen tirsdag.
Baggrunden var, at Mette Gjerskov (S), klima- og energiordfører og medlem af Folketingets Fødevareudvalg, havde bedt miljøminister Karen Ellemann (V) om en opdateret liste over det, hun kalder landbrugets tilskuds- og præferencefordele.
"Politikerne vil sammenligne landbruget med det øvrige erhvervsliv, men hvis der skal sammenlignes konkurrencefordele i et eksporterhverv som dansk landbrug, skal politikerne jo se på forholdene hos vore konkurrenter i Tyskland, Polen og andre steder, ellers bidrager man bare til at lukke et erhverv," sagde Claus Christensen.
Et tilbud til samfundet
Den sydvestjyske formand havde et tilbud til det danske samfund:
"Vi kan her i Sydvestjylland reducere CO2belastningen med 57.000 ton ved at producere energi af primært gylle og energiafgrøder. 139 bedrifter er med i det knap et år gamle Sydvestjysk Biogas. Vi har råvaren, placeringen af et anlæg og aftagere til energien," sagde Claus Christensen.
Bliver anlægget bygget, skaber det grundlag for CO2-venlig energi og forsyningssikkerhed, som samfundet er bedre tjent med, end at skulle købe eksempelvis gas fra Rusland. Desuden giver det flere arbejdspladser.
"Det er et tilbud, men kan landmændene ikke se en forretning i projektet, bliver det ikke til noget, for afregningen til landmændene er stadig for ringe," sagde Claus Christensen.
Frygter stramning
De nye vand- og naturplaner protesterer sydvestjyderne imod. Der er ikke plads til yderligere stramninger, understregede Claus Christensen, som er nervøs for regeringens planer om yderligere kvælstofreduktion efter 2015.
Sydvestjysk Landboforening med 1.212 aktive medlemmer havde et resultat af primær drift på 558.000 kr. og en egenkapital på 24,5 kr.
pilegaard@landbrugsavisen.dk
86 60 28 44