
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Skovrejsning nu er fordelagtigt. Men vær opmærksom på, at betingelserne for enkeltbetaling kun er garanteret ét år ad gangen.
Skovrejsningsordningen er i dens nuværende form særdeles fordelagtig. Seneste nyhed er, at det nu er muligt at opretholde enkeltbetaling (EB) på skovrejsningsarealer i fem år efter udbetaling af den sidste del af etableringstilskuddet.
Tilskudsreglerne i forbindelse med skovrejsning ændres fra tid til anden, og der er eksempler på skovrejsere der er kommet i klemme, fordi de ikke har kunnet leve op til de gældende krav. Derfor er det afgørende at være opdateret om reglerne og de nyeste ændringer.
Nu er der imidlertid afklaring på reglerne for de kommende år, og får jordejeren ellers den rigtige hjælp og rådgivning, venter der ingen ubehagelige overraskelser.
Fire former for tilskud
Man kan få fire forskellige former for tilskud og støtte til skovrejsningsarealer på landbrugsjord.
Der gælder naturligvis særlige forudsætninger for at modtage og kombinere tilskuddene, som det er vigtigt at være opmærksom på, når man planlægger at rejse skov.
Nedenstående er de i øjeblikket gældende regler og tilskudsmuligheder beskrevet og forklaret, for at du som skovrejser kan danne dig et overblik og finde ud af, om du har behov for yderligere råd og vejledning.
Tilskud i to rater
Tilskuddet til selve etableringen af skoven er mellem 13.000 og 25.000 kr./hektar.
Cirka to tredjedele udbetales ved etableringen, og den resterende del når skoven har nået en meters højde. Det vil typisk være to til fire år efter plantningen. Lever skoven ikke op til kravene efter otte år, bortfalder hele tilskuddet.
Denne risiko kan man undgå ved at vælge en samarbejdspartner, der giver garanti for gennemførelse af skovrejsningen og udbetaling af tilskuddet.
Dertil kommer et tilskud til hegning på 15 kr./meter, som udbetales sammen med den første rate af tilskuddet til etableringen.
Man kan desuden få 3.000 til 9.000 kr./hektar for ikke at bruge sprøjtemidler og/eller anvende dybdepløjning. Beløbet udbetales sammen med EB de næste tre år efter plantning.
Fælles for disse tre tilskud er, at man får et tilsagn fra Skov- og Naturstyrelsen om, at de vil udbetale pengene, når blot skoven lever op til kravene i skovrejsningsordningen.
Fredskovspligt
Til gengæld kræves det, at skoven pålægges fredskovspligt.
Det betyder i praksis, at man må drive skoven, som man finder rigtigt ¿ fælde, hvad man mener skal fældes. Plante, hvad man mener skal plantes og så videre. Man må blot ikke rydde skoven igen.
Enkeltbetaling op til 13 år
Som skovrejsningsordningen er i dag, kan man ud over at få tilskud til etablering og pleje også bevare retten til enkeltbetaling (EB) på arealet, såfremt der blev udbetalt støtte i 2008.
Det gælder i fem år efter udbetaling af den sidste del af etableringstilskuddet ¿ altså i alt op til tretten år efter plantning.
Forskellen i forhold til skovrejsningstilskuddet er, at tilsagn om EB kun gives for ét år ad gangen. Man har altså ikke nogen aftale, der rækker længere ud i fremtiden ¿ nøjagtigt som man ikke har det, hvis markerne er dyrkede. Reglerne for enkeltbetalingsstøtte bestemmes af EU, og Fødevare Erhverv, Skov- og Naturstyrelsen og andre danske myndigheder har altså ingen indflydelse på, om der sker ændringer, men må følge de retningslinjer de får udstukket fra Bruxelles.
Landbrugsmæssig aktivitet
Den ændring, man har hørt om har fået konsekvenser for nogle uheldige skovrejsere, er, at man nu skal have en "landbrugsmæssig aktivitet" for at få udbetalt EB.
Det er altså aktuelt for jordejere, der har eller ønsker at få tilplantet hele ejendommen. For at leve op til kravene kan man holde et stykke af jorden (min. 0,3 hektar) uden for skovrejsningsprojektet, så det bevarer status som landbrugsjord.
Det er vigtigt at bemærke, at et ubevokset areal inde i skoven ikke kan leve op til dette krav.
Det står ejeren frit for, om han vil dyrke arealet, lade det være udyrket eller måske plante juletræer i det. En anden mulighed er at forpagte et stykke landbrugsjord (min. 0,3 hektar). Igen er det op til ejeren, om han vil dyrke det eller ej.
Hvorfor rejse skov?
Hvorfor så overhovedet rejse skov?
Skovrejsningsordningen er i dens nuværende form særdeles fordelagtig, idet man både får langt størstedelen af udgiften dækket af tilskuddet og samtidig bevarer muligheden for at få enkeltbetalingsstøtte til arealet.
Det har tidligere kun været muligt i de særligt udpegede "skovrejsningsområder".
Men man skal huske på, at enkeltbetalingsordningen med tiden kan og med stor sandsynlighed vil blive ændret. Det samme gælder for skovrejsningsordningen. Netop derfor er der god grund til at forsøge at få tilsagn om tilskud under den nuværende ordning.
Man kan få fire forskellige former for tilskud og støtte til skovrejsningsarealer på landbrugsjord.