
Foto: agrofoto.dk
Det er blandt andet mange gårdbrande som gør, at nogle forsikringsselskaber må hæve præmien.
Flere skader har gjort det sværere for forsikringsselskaberne at tjene penge. Det er blandt begrundelserne, når forsikringspræmierne bliver sat op for landmændene. Både Codan og Alm. brand har i år sat præmierne op, når stalden og maskinparken skal forsikres.
Det er ikke alle forsikringsselskaber der har præmiestigninger. Enkelte har valgt at forbedre betingelserne frem for prisstigninger.
Stigning nødvendig
Både hos Codan og Alm. Brand har man set sig nødsaget til at lægge ekstra oven i forsikringspræmien. Hos Codan drejer det sig i gennemsnit om 22 procents stigning for landmandskunder. Det fortæller kommunikationskonsulent Lisa Gubi Mørz.
»Vi har oplevet en stort fald i lønsomhed i løbet af de sidste år. Så derfor oplever mange, at deres forsikringer vil stige,« forklarer hun.
Det samme gør sig gældende hos Alm. Brand, hvor pressechef Anne Sophia Hermansen fortæller, at selskabet i løbet af de sidste år har oplevet flere skader, blandt andet mange gårdbrande, som gør, at en prisstigning er nødvendig.
Risikovurdering frem for stigning
Hos Codan forklarer Lisa Gubi Mørz, at man ud over præmieforhøjelse også vil arbejde med skadesforebyggelsen.
»Vi vil blandt andet komme ud hos nogle af vores kunder, for at gennemgå de risici der er, og på den måde prøve at nedbringe risikoen for skader.«
Det billede gør sig også gældende hos Topdanmark forsikring. Landbrugschef Lars Simonsen forklarer, at selskabet helst undgår at lave præmiestigninger.
»Vi vil heller kigge på situationen hos den enkelte landmand og løbende følge udviklingen.«
Han lægger vægt på, at man på den måde også kan være med til at nedbringe det totale antal skader. Topdanmark har mistet 300 mio. på sammenstyrtede bygninger efter vinterens snefald, med det kommer ikke til at ramme de forsikrede.
»Vi vil hellere se på, hvordan vi i fremtiden kan undgå den her slags skader,« lyder det fra Lars Simonsen.
Ingen ændring i Vestjylland
Hos Vestjylland Forsikring kan de ikke genkende billedet af flere skader, og de har derfor heller ikke set sig nødsaget til at ændre i deres præmier.
»Vi har ikke oplevet, at der er kommet flere eller større skader hos vores landbrugskunder. Så vi er gået lidt modsat og har forbedret dækningen på nogen af vores forsikringer i stedet,« fortæller skadeschef Lars Bue Nørbjerg.
Han lægger dog også vægt på, at Vestjylland Forsikring er et gensidigt selskab, som ikke har nogle krav til overskud fra aktionærer.
Heller ikke hos Tryg har man planer om stigninger for produktionslandbrug, men til gengæld kan ejere af nedlagte landbrug forvente en stigning på op mod 15 procent. Det skyldes, at man hos Tryg ser flere skader på de landbrugsbygninger, hvor ejeren ikke altid er hjemme, og hvor der ikke er nogen ansatte.
Fik nok
En af de landmænd der er ramt af prisstigningerne er Palle Andersen fra Holbæk. Han har i ti år været forsikret hos Alm. Brand, men i februar fik et brev med besked om, at hans forsikring ville stige
»Det er selvfølgelig helt okay, at forsikringen stiger, når der har været mange skader. Men når den på én gang stiger med 30 procent, så synes jeg, det er i overkanten,« siger Palle Andersen.
Han har nu taget konsekvensen og er på udkig efter et nyt forsikringselskab.
»Jeg ved godt, at jeg nok ikke får noget der er så billigt, som det jeg havde før. Men der er jo ingen grund til at betale mere for den samme vare, hvis jeg kan få det billigere et andet sted,« forklarer Palle Andersen.
dalskov@landbrugsavisen.dk
33 39 47 83
De mange stalde der er kollapsede i løbet af vinteren har kostet forsikringsselskaberne dyrt. Men hos flere af selskaberne kommer det ikke til at betyde dyrere forsikringer.