Det har på mange måder været en lang og streng vinter, og vi må nok erkende, at det varer endnu et stykke tid, før vi er vel gennem den økonomiske krise. Men forude venter foråret, markarbejdet og - nå ja, så også de Vand- og Naturplaner, der netop er lagt frem i forhøring.
Vand- og Naturplanerne er ikke noget nyt. Det er implementeringen af EUs Vandrammedirektiv, som har været ventet i flere år. Som planerne ser ud nu, opstiller de ekstremt ambitiøse mål for miljøets tilstand i Danmark. For vandmiljøet og for naturområderne. Jeg har ikke noget imod ambitiøse mål. Det kan i mange sammenhænge være afgørende for, at man opnår gode resultater. Men jeg lægger stor vægt på, at de mål, man sætter sig, er fastsat på et velovervejet og fagligt underbygget grundlag. Og her bliver jeg bekymret for de ting der afslører sig, efterhånden som de landbrugsfaglige rådgivere får læst sig gennem de 23 vandplaner.
Det, vi hører, er, at det faglige grundlag er mangelfuldt, målredskaberne er ufuldstændige og virkemidlerne uklare. Det er en lang proces, og meget kan endnu nå at ændre sig - og vi samler alle gode og dygtige kræfter i Landbrug & Fødevarer for at få belyst problemstillingerne. For planerne er fremlagt med et totalt fravær af konsekvensberegninger. Hvorfor er der ingen, der har regnet på, hvad målsætningerne betyder for landbrugsproduktionen? Og især kan det undre, at der ikke er nogen der har sikret sig, at de virkemidler, der er lagt frem, er de rigtige til at nå de ønskede miljømål.
Vi har i Landbrug & Fødevarer allerede nu påvist, at landbrugsproduktionen i visse egne af landet rammes langt hårdere end først antaget ¿ og at det vil koste job i landdistrikterne. Hvorfor er der ikke blandt embedsmændene regnet på disse konsekvenser?
For os, der kommer med en praktisk tilgang til landbrugsproduktion og naturpleje, er det helt tydeligt, at der slet ikke er tænkt over, hvordan ¿ og ikke mindst om ¿ planerne overhovedet lader sig gennemføre i praksis. Hvor mange vådområder har man forestillet sig at etablere? Og hvor mange dyr skal der til at afgræsse de talrige naturarealer, der er i spil?
Det er på høje tid, at der kommer praktik ind i planerne. Vi skal have afklaret, hvad konsekvenser er for landbruget og for samfundsøkonomien ¿ og ikke mindst for miljøet. Hvis vi ikke sørger for at finde løsninger, der sikrer en stabil samfundsøkonomi og gode miljømæssige løsninger, er planerne jo ikke det papir værd, de er skrevet på.