"Det er slet ikke realistisk at køre gyllen ud på så store arealer."
Så kontant lyder det fra Lindhart B. Nielsen, formand for Landbrug & Fødevarer Svineproduktion.
Han mener, at når man får lavet konsekvensberegninger, finder man ud af, at vandplanerne er noget makværk, ikke alene for landbruget, men også for samfundet, og målsætningen er uopnåelig, hvis samfundet skal fungere på normal vis.
"Jeg har endnu ikke mødt en politiker som synes, man kan lægge hele Himmerland og Vendsyssel brak," siger han.
Slut med slagtesvin
Også fra rådgivningssiden lyder der hård kritik.
Jørgen Evald Jensen, udviklingschef i Agri Nord, kalder vandplanerne for så langt ude i hampen, at man lukker dansk landbrug.
"Jeg kan ikke helt tage det seriøst, det kan jeg ikke," siger han.
Han mener, at man med forslaget, som det ser ud i dag, vil vinke farvel til de sidste 15-18 mio. slagtesvin, som endnu slagtes i Danmark. Det tvivler han på, at man virkelig ønsker.
"Det danske samfund kan ikke holde til at miste så store klumper af den danske landbrugsproduktion," siger han.
Ændre mål
Lindhart B. Nielsen mener ikke, det vil være nok at ændre på midlerne i vandplanerne. Man må også ændre målene.
"Når politikerne ser, hvor dyrt det vil være at nå målene, må de sænke overliggeren," siger han.
Han peger også på, at man kan ændre tidsrammen. I dag hedder det, at man skal nå målene inden 2015, men i det vandrammedirektiv, der i EU er årsag til, at Danmark har lavet nye vandplaner, kan man bruge helt frem til 2027 til at føre dem ud i livet. Så kan man nå at bruge flere tiltag, der ikke påvirker landbrugets brug af gylle og handelsgødning i lige så høj grad.
"Vi skal have gang i hele det cirkus med stenrev, gylleseparering, biogas, energipil, osv.," siger han og pointerer, at han gerne tager positivt fat i processen.