Klik og læs ugens avis
Find leverandør

Hvornår rammer sojaprisen bunden?

Landbrugsavisen.dk
Fredag 12. marts 2010
Annonce
Sojaprisen på Chicago er under pres - udløst af udsigt til en rekordstor produktion. Når prisen bunder, er tiden inde til langsigtet afdækning. Spørgsmålet er, hvornår det sker.

Der har længe været udsigt til, at årets globale sojahøst ville udløse en ny verdensrekord. Usikkerheden har ligget i, om det lykkedes Argentina og Brasilien at få rekordhøsten bragt i sikkerhed inde på ladegulvet, eller om vejrguderne i sidste øjeblik ødelagde rekordforsøget.

I Brasilien er man ved at være halvt igennem høsten, og i Argentina er afgrøderne i den afsluttende modningsfase. Alt forløber planmæssigt, og løbende meldinger om afgrødestatus og udbytter bekræfter den store høst. Februar-estimatet fra det amerikanske landbrugsministerium (USDA) lyder på en global produktion på 255 mio. ton, og med en forbrugsforventning på 235 mio. ton ligger det i øjeblikket til et årsoverskud på 20 mio. ton. Hermed øges de globale lagre med hele 50 pct., og målt i "måneders forbrug" bliver slutlageret blandt historiens største.

Sojaprisen falder

På det grundlag er det forståeligt, at sojaprisen på den toneangivende Chicago-børs er under pres. I sidste uge brød sojaskråen ned gennem 270 dollar pr. shorton, et teknisk signal om yderligere prisfald ¿ måske helt ned til 240-250 dollar.

Man kan undre sig over, at det markante prisfald har været så længe under vejs, og at vi faktisk i de sidste par måneder også har set perioder med prisopsving på Chicago. Forklaringen ligger blandt andet i, at den strenge vinter i USA i perioder har gjort det svært/umuligt at få soja fra Midtvesten frem til udskibningerne i den mexicanske golf.

Nu er den hindring ryddet af vejen, og markedet bliver derfor igen præget af overskudsproduktion og det stigende høstpres fra Sydamerika.

Hvornår er bunden nået?

Efter min bedste vurdering vil sojaprisen i denne omgang nå sit lavpunkt i løbet af marts. Så vil høstpresset fra Sydamerika være på sit højeste, og den store høst fuldt indbygget i prisen. Når det sker, er tiden inde til at foretage en langsigtet afdækning af bedriftens sojaforbrug. Spørgsmålet er naturligvis, hvornår det sker, og hvor langt ned prisen kommer. Ingen kan give det præcise svar, og derfor er der behov for at følge markedet nøje de kommende uger, og være beslutningsdygtig når tiden er inde.

Herefter vil sojamarkedet i stigende grad vende blikket mod den kommende høst og udsigterne for forbrugsudviklingen, og her er det mest sandsynligt, at markedet løber ind i prisstøttende oplysninger. Dels forudser nogle analytikere, at sojaen må afgive areal til majs i de tre hovedlande (USA, Brasilien og Argentina), dels er det jo langt fra givet, at vejrguderne igen arter sig lige så positivt på hele det amerikanske kontinent.

Endelig er der en spirende tro på, at den globale økonomi er i bedring ¿ stadig sårbar, men i bedring. Det vil påvirke forbrugssiden, ikke mindst en afgrøde som soja, som både påvirkes af stigende efterspørgsel på kød og på bioenergi. Et stort overgangslager af soja vil selvfølgelig i første omgang virke som en stødpude mod prisstigninger, men ikke i det lange løb.

Med langsigtet dækning menes minimum for det kommende halve år og gerne tillige minimum halvdelen af forbruget i det efterfølgende halve år. Bliver det muligt at afdække ét års sojaforbrug til under 200 kr./hkg, er det meget forståeligt, hvis man vælger at afdække hele forbruget et helt år frem i tiden!

Den danske sojapris

Prissætningen af sydamerikansk sojaskrå (argentinsk) på det danske marked tager udgangspunkt i sojaprisen på Chicago-børsen, men er også påvirket af en række andre faktorer. Således er der en præmie som korrigerer for, at den fysiske vare kommer fra Sydamerika og ikke fra det amerikanske Midtvesten. Denne præmie kan være op til +/÷ 20 pct. af prisen på Chicago ¿ altså ganske betydende. Typisk er der tale om et prisfradrag på Chicago-prisen i forår-sommer-perioden og et pristillæg i efterår-vinter-perioden. Aktuelt er præmien på maj-september-terminen et fradrag på 10-15 dollar pr. ton. På den forgangne februar-termin var præmien på et tillæg på ca. 40 dollar pr. ton.

Fragtraterne over Atlanterhavet påvirker også den danske pris, ligeså logistikken fra havn til bedrift samt firmaets avancekrav. Chicago-prisen, præmien og oceanfragten regnes i dollar ¿ og dermed også sagt, at prissætning i danske kroner tillige påvirkes af dollarkursen.

Så alt i alt er prissætningen af sojaskrå leveret på dansk bedrift en meget sammensat (= uigennemskuelig) størrelse. Det eneste man kan følge på officielle hjemmesider er Chicago-prisen og dollarkursen, hvilket ikke er tilstrækkeligt til at gennemskue prissætningen, og hvor megen firmaavance prisen indeholder. En stor firmakonkurrence er altid vigtig for, at landmanden kan opnå den rigtige pris i gravvareleddet, men det gælder i særlig grad for sojaskrå.

Hvor meget?

Aktuelt ligger sojaprisen på maj-september-terminen omkring 200 kr./hkg ¿ lidt mere i øst og lidt mindre i vest. Med mindre dollarkursen eksploderer og/eller afslutningen af den sydamerikanske høst løber ind i problemer, synes en pris i omegnen af 185-190 kr./hkg på marts-september-terminen at være inden for rækkevidde. Tiden vil vise, om vi når så langt ned i løbet af marts. Selvom det ikke skulle være tilfældet, ændrer det ikke ved, at der bør foretages en langsigtet afdækning, når prisbunden nås i denne omgang.

Øvrige afgrøder

Hvedeprisen er faldet med et par kroner i de sidste to uger, men foder- og maltbygprisen ligger fast. Der er ingen udsigt til, at de vil ændre sig de næste måneder. Om 14 dage vil jeg løfte sløret for, hvorfor vi, måske, kan se frem til en lidt større maltbygpræmie for 2010-høsten end hidtidig antaget.

 
 
Magasinet Svin
TEST AB
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Poltenes løbe-
    alder faldt
    3 uger
    Læs mere

 * Brunststyring
    sparer foder
    Læs mere
   
 * Smertebe-
    handling øger
    kuldvægten
    Læs mere
   

 Tegn abonnement på Magasinet Svin her.
Magasinet Mark
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Alm. rajgræs 
    økonomisk attraktiv
    Læs mere

 * N-senor fordeler 
    kemi mod svampe
    Læs mere
   
 * Overblik: Ni 
    halvbugserede 
    vendeplove
    Læs mere
   

Tegn abonnement på Magasinet Mark
 her.
MAGASINET Kvæg
 
  Artikler i det 
  nye nummer:


 * Mere græs giver
    mere mælk
    Læs mere

 * Pas på billig
    majsudsæd
    
Læs mere
   
 * Avlsindeks NTM
    øger produkti-
    viteten
    Læs mere


Tegn abonnement på Magasinet Kvæg her.