Det har længe været et ønske hos opformeringsbesætningerne, at sundhedskontrollen skulle i licitation. Dermed ville alle med tilstrækkelige kræfter og kompetance kunne byde på opgaven. Den overordnede sundhedskontrol styres i dag af SPF Sundhedsstyring, men udføres i praksis af VSPs afdeling for sundhedskontrol, og det er den praktiske kontrol, Henrik Brix gerne ser komme i licitation.
"Jeg oplever, at vores ønske er blevet syltet hos først Danske Slagterier, siden Danish Meat Association og nu hos Landbrug & Fødevarer, Svineproduktion, trods mange henvendelser og lovning om at "nu vil man se på sagen"," siger Henrik Brix.
Foreningen henvendte sig helt tilbage i 2007 til en række større dyrlægepraksisser, og skønnede på baggrund af de priser man fik den gang, at der kunne ligge en besparelse på omkring 50 kroner pr. årsso i opformeringsbesætningerne. Det svarer til en samlet besparelse på mellem tre og fire millioner kroner.