Rikke Engelbrechts beregninger viser, at næsten alle landmænd kan tjene store beløb på at blive bedre til at passe kalve.
Der er masser af penge at tjene på at blive bedre til at passe kalve.
Det viser tilbagemeldinger på programmet FutureCals, som Vestjysk Landboforening har konstrueret. 270 landmænd har downloadet programmet. Af dem er der kommet tilbagemeldinger fra 50, der tilsammen kunne tjene 17 mio. kr. på at ændre rutiner omkring kalvepasningen.
Det er blandt andet Rikke Engelbrecht der står bag programmet. Hun har i årevis peget på, hvor store beløb der ligger gemt i bedre pasning af kalvene.
Nu har tilbagemeldingerne på programmet bekræftet, at hendes antagelser holder stik.
De mange downloadede programmer har også givet kalverådgiveren et betydeligt arbejde hos landmænd, der godt vil optimere kalvepasningen.
Flere levende og mere mælk
Det er ikke alene antallet af kalve der overlever, som er med til at forbedre økonomien.
Det er især, at kalvene bliver bedre køer, når de sættes ind i produktionen. 1.000 kg mælk mere pr årsko er ifølge Rikke Engelbrecht inden for det opnåelige blot ved at indføre gode, enkle rutiner over for den nyfødte kalv.
Jakob Spangberg, formand for Team Kvæg i Vestjysk Landboforening, hørte selv til de skeptiske i starten.
I dag er han langt mere overbevist, og ser frem til at kunne gøre op med et årligt tab på opdræt på 400.000 kr..
På baggrund af regnearket indførte han nye rutiner med langt kraftigere fodring, og det har resulteret i kalve, der er langt stærkere end tidligere. De modstår f.eks. flytninger langt bedre end før.
Senere blev processen fulgt op med et konsulentbesøg fra kalverådgiver Rikke Engelbrecht. Det betød, at den frosne råmælk blev opgivet, og at al råmælk testes, inden det puttes i kalvene.
Læs på nettet: FutureCals kan downloades på hjemmesiden www.vlf.dk