Denne hårde vinter trækker ud og stikker en pind i hjulet for mange planer. Jeg havde set hen til at byde ind til nogle små gilder, hvor min ven og jeg kunne hygge os med venner og lidt godt til ganen, men han er på det nærmeste sneet inde på øen og tør ikke forlade vandrørene, og jeg må passe mit alt for lange fortov, skovle sne altså, og fjernere gæster tør ikke køre ud, så vi venter på bedre tider og trøster os med telefonen.
Imens er der opgaver og hængepartier som kan ryddes af vejen. I dag har jeg stået i det lune værksted på gården og sorteret æbler. De rådne og ringeste får fuglene og er glade til, de plettede må jeg se at få skrællet, men endnu er der en del belle de boskop, som er rødkindede og fine at se til. Men de kan snyde. Omkring kærnehuset kan de være pilrådne. Det minder mig om virksomheder der fører sig frem med store armbevægelser, indtil realiteternes skrællekniv i et snit afslører mørke pletter nær kærnen.
En psykiater påstår, at sneen lyser så meget op, at den hjælper folk med tendens til vinterdepression. Det tror jeg gerne, og jeg har den største lyst til at finde skiene frem fra loftet og glide en tur ud over markerne. Endnu har jeg dyet mig, jeg aner jo ikke, om jeg har skøre knogler.
Mit nye fjernsyn fungerer godt, efter at Fona-manden havde sat livet på spil på mit isglatte tag for at ordne antennen. Jeg holdt stigen og frygtede det værste, han klarede opgaven fint. Men det er ikke lige rart, hvad der kommer frem på skærmen. Forleden fortalte damen på Up-date, at nogle af eleverne på vore lærerseminarier pjækker så groft, at der undervises i halvtomme klasser. Sådan noget gør mig gram i hu. Tænk, at få chancen til at studere og samle forråd til at give videre til næste generation og så bare spilde tiden for sig selv og andre. Vi er mange som ikke fik sådanne muligheder. Nå, jeg fik så meget andet.
Min avis fortæller, at danske unge ligger helt i front, hvad drikkeri angår. 73 procent af vore 15-16-årige har været fulde inden for det sidste år. Det ryster mig virkelig, for i mit arbejde har jeg mødt så mange mennesker i slutfasen af et alkoholmisbrug, hvor leverskrump og hjerneskader gør tilværelsen pinefuld. Så Blå Kors får sommetider en skilling fra min pension, de folk gør et godt arbejde.
Indimellem hører man da om folk, som er hjælpsomme i det stille og på det nære plan. Unge, som laver kødboller i karrysauce og serverer for hjemløse på torvet, eller en sød nabo der går til hånde, indtil et af vinterens mange benbrud gror sammen. Vi kunne nok alle vise mere samfundssind, og se os om efter behov vi kunne afhjælpe.
Tænk, én af mine naboer tog fortovet for mig i går. Den slags luner i en kold tid.