Af Rikke Boss, formand 4H
De store mængder sne er ved at smelte, og man begynder at kunne se det grønne titte frem. Temperaturen er steget til plusgrader, og man kan næsten mærke foråret komme.
Madskoler
I 4H er foråret også på vej. Klubberne er godt i gang med at oprette årets Madskoler. Foreløbig er der udbudt 21 Madskoler på nettet, og flere steder er pladserne allerede optaget. Den popularitet, Madskolerne har opnået siden 2004, er helt fantastisk. Hvert år har vi sat nye mål for antal skoler og deltagende børn, og gang på gang går antallet langt over vores mål. For mange børn er det blevet en tilbagevendende begivenhed, som de absolut ikke vil gå glip af, og de skal nok sørge for at holde øje med nettet for at sikre sig en plads, lige så snart »deres« Madskole bliver lagt på hjemmesiden.
Nyt koncept
Tiden er løbet fra 4Hs regionsformandsmøder. De frivillige ude i regionerne har travlt og bliver nødt til at prioritere deres opgaver. Derfor prøver vi nu med et nyt koncept, hvor vi holder et todages møde en gang om året, som både er for konsulenter og regionsformænd eller andre i regionsbestyrelsen. Sammen med ledelsen tror vi, at det vil give god sparring både regionerne imellem og mellem regionerne og ledelsen. På mødet skal vi blandt andet se på 4Hs fremtidige mål, og hvordan vi når de mål. Jeg ser frem til et møde med en spændende debat og nye mål for landsorganisationen.