
Foto: Jens Tønnesen.
I/S Lykkegården i den nye stald til 240 køer. Fra venstre Søren Skovgaard, Line Revsbech, Henning Revsbech og Karen Revsbech. Bedriften omfatter også 430 søer og produktion af 2.000 slagtesvin på en anden ejendom.
Fra 60 køer i bindestald til 240 køer plus opdræt i løsdrift og med automatisk malkesystem.
Det kræver nyt staldanlæg, og det fik mange interesserede at se hos Karen og Line Revsbech på Lykkegården ved Ørsted, hvor køerne siden 21. september har haft nye og moderne omgivelser i et 3.900 kvadratmeter stort anlæg med fire DeLaval-robotter.
Stalden, der er opført i totalentreprise af Svend Aage Christensen, har åbne sider og udvendigt foderbord i begge sider med foderkumme af beton.
Den løsning er valgt af hensyn til malkerobotterne, forklarer Line Revsbech:
"Vi ville gerne have robotterne samlet, og dermed ikke et foderbord ned midt gennem stalden. Og foderbord ude i siderne ville kræve rigtig mange ekstra kvadratmeter."
Forberedt på ny lov
Kvadratmeter er der i forvejen mange af.
"Vi har valgt at prioritere velfærd højt og prøvet at forberede os på den nye lov om hold af kvæg. Målene på sengebåsene følger loven, og gangarealerne er større, end der kræves ved tre dobbeltrækker af sengebåse," siger Line Revsbech.
Sengebåsene er med sand.
"Det er godt for dyrene. Det giver mere slid, men det må så opvejes af bedre dyrevelfærd," mener Line Revsbech.
Dyrene er også tilgodeset ved, at der mellem kælvningsafdelingen og seperationsafsnittet er indrettet et såkaldt 'tender, love and care'-område, hvor nykælverne samles i bokse på dybstrøelse.
"Her går de, indtil vi mener, de er klar til at komme ud i holdene. Det er for at undgå, at køerne stresses efter kælvningen, og vi har da næsten heller ingen med tilbageholdt efterbyrd," siger Line Revsbech.
En forsøgsko
Den udvendige foderkrybbe er valgt for ikke at skulle skubbe foder ind, men den var lidt af en udfordring.
"Byggefirmaet havde ikke lavet sådan en før, og vi kendte ikke rigtigt målene på den," fortæller Line Revsbech.
Men det blev løst ved at trække en ko over til naboen, Bent Bertelsen, der har udvendige foderkummer både i kostalden og ved den helt nye ungdyrstald, og få prøvet konstruktionen af.
Indgangsparti, der rummer stor, velindrettet serviceafdeling, og gavle er opført i røde teglsten, for at det skal passe til de eksisterende bygninger på Lykkegården, og taget er isoleret.
"Det isolerede tag har nok kostet en halv million kr. ekstra, men med de varme somre vi har, er det vigtigt at begrænse varmeindstrålingen. Den hvide underside på tagpanelerne er også med til at give et rigtig godt lys i stalden," mener bygherrerne.
Kostalden på Lykkegården har tre dobbeltrækker af sengebåse, udvendige foderborde med foderkumme, og gangarealerne er større end kravet i den kommende lov om hold af malkekvæg.