Konkurrencestyrelsens ja til DLG og Danish Agros overtagelse af Aarhusegnens Andel vækker glæde og tilfredshed i de to selskaber.
Adm. direktør Chr. Junker, Danish Agro, konstaterer, at der nu venter hårdt arbejde med at få handlen på plads:
»Det er totalt usandsynligt, at vi ikke får gennemført det frasalg af faciliteter, som Konkurrencestyrelsen kræver. Nu tager vi hånd om situationen, og mange praktiske ting skal på plads, men jeg tror, det sker relativt hurtigt,« siger Chr. Junker.
Han forklarer, at DLA Group, som tidligere hed Den Lokale Andel og er samarbejdsorganisation for en række store og små andelsselskaber, med en overtagelse af administrationen i Galten ifølge planen flytter fra Fredericia - det samme gør en del af importen af råvarer:
»Det arbejder vi fortsat på. Der er fordele ved at samle DLA-administrationen i Galten, og vi vil udnytte muligheden for import af soja over havnen i Århus,« siger Chr. Junker.
Der er ydet en stor indsats af alle parter i denne sag. Vi har haft en god dialog med Konkurrencestyrelsen, og resultatet er til at leve med,« siger Chr. Junker, som også fik en gen-tilladelse til fusion med fynske SAB - den var midlertidigt blevet suspenderet.
Internationalt marked
Også adm. direktør Asbjørn Børsting er tilfreds. Med overtagelsen af to datterselskaber og en række afdelinger i det midtjyske område får DLG tilført en lagerkapacitet på 170.000 ton.
»Det er fortsat vores overbevisning i konsortiet (DLG og Danish Agro, red.), at vi kan hente rationaliseringsgevinster på cirka 100 mio. kr., og det er en del af grundlaget for DLGs konkrete adfærd. Grovvaremarkedet i Danmark i dag er internationalt, og vi agerer herefter. Derfor er vi også overbeviste om, at danske landmænd fortsat vil være sikret fuld konkurrence på det marked,« siger Asbjørn Børsting.
himmelstrup@landbrugsavisen.dk
74 63 20 28