Delegeretmøde i Dansk Landbrug 2008: Kristian Gade på talerstolen.
"Landbruget er i en situation, hvor vi har brug for akut handling, så vores konkurrencekraft styrkes her og nu. Vi har simpelt hen brug for et signal om, at man mener, landbrugserhvervet har en fremtid i Danmark!". Det sagde formanden for Holstebro-Struer Landboforening, Kristian Gade, i sin beretning ved foreningens generalforsamling i denne uge.
Kristian Gade opfordrede politikerne til at tage ansvaret på sig:
"vi skal have skabt produktionsbetingelser, som på fair vis sidestiller os med dem, vi konkurrerer med på det globale marked. Fødevareeksportens andel af den danske eksport er stigende. Den er nu ca. 12 procent svarende til 115 mia. kroner. Midt i en international finanskrise må og skal det vække politikernes opmærksomhed," mente Kristian Gade.
Han pegede på, at de konkurrencemæssige forskelle mellem Danmark og Tyskland af Landbrug & Fødevarer er beregnet til mere end 1,3 mia. kroner årligt.
"De to gange 500 millioner kroner, som regeringen lancerede i sidste uge som led i en hjælpepakke til landbruget, opfatter jeg som et første signal fra Christiansborg om, at man derfra virkelig ser, at der er voldsomme problemer for vores erhverv," sagde Kristian Gade.
Kompensering for vandplaner
De statslige vandplaner, som blandt andet indebærer nedsættelse af kvælstofudledningen med i alt 19.000 ton, fandt Kristian Gade voldsomt ambitiøst og et ønske fra samfundets side, som samfundet skal være med til at betale.
"Det er bestilleren der betaler. Vi kan fra landbrugets side hjælpe til og være en del af løsningen, men det er og bliver en samfundsopgave, og dermed skal der være fuld kompensation til lodsejere, der påvirkes negativt af vandplanerne. Fuld kompensation er der efter min mening kun lagt delvis op til," sagde Kristian Gade.
Han pegede på, at landbrugserhvervet i området genererer mellem 15 og 20 procent af beskæftigelsen, og at denne andel kan udvides, hvis erhvervet understøttes frem for at blive modarbejdet. For eksempel ved at satse på bioenergi som biogas.
Landbrug & Fødevarer
Kristian Gade roste moderorganisationen, Landbrug & Fødevarer, for at have fået landbruget med i regeringens erhvervspakke og for at have udvirket mere smidighed og enkelhed på miljøgodkendelsesproceduren.
"Til gengæld er kommunikation til jer medlemmer ikke lykkedes godt nok. Og det arbejdes der løbende på at forbedre," Sagde Kristian Gade.