Skilt - men hvad så med livet derefter?

LandbrugsAvisens Marianne Jørgensen, kendt fra Brev fra Salling, udgiver samlivsroman om en skilsmisse på landet.

Om kun en uge ligger Marianne Jørgensens første roman, "Bondefanget", til salg hos boghandlerne. Nu venter hun spændt på anmeldernes og læsernes dom.

LandbrugsAvisens læsere kender Marianne Jørgensens bramfrie klumme, om familie- og landboliv i den ende af landet, som planlæggerne kalder den rådne banan. I den nye bog befinder vi os også på landet, på en gård, hvor den kvindelige hovedperson er den der har bukserne på. Hun er landmanden der bliver blæst omkuld, da manden pludselig vil skilles. Romanen kunne foregå overalt i landet, for bondefanget kan man blive alle vegne, men Marianne Jørgensen lader det stå åbent, hvem det er der i grunden bliver bondefanget.

Hårdt arbejde at være gift

Emnet skilsmisser har ligget Marianne Jørgensen på sinde i rigtig lang tid, fordi hun har været vidne til og involveret i mange venners og tætte veninders skilsmisser. Hun har skrevet bogen mest for sin egen skyld, fordi hun trængte til at få luft - og har såmænd stof til en roman mere, for skilsmisser rummer rigeligt med dramatik, tragedier og latterlig opførsel i en uskøn blanding.

"Jeg er meget optaget af, hvad det lige er der sker, fra man møder hinanden og er forelsket i 27 måneder og vupti, så fiser det ud. Hvad så med resten af livet? Det er hårdt arbejde at være gift, det skal man holde sig for øje," siger Marianne Jørgensen.

Følelserne i fokus

Hun mener nok, der i landbrugsmedierne og i foredrag er nogen fokus på de praktiske følger af skilsmisser, som alt andet lige er særligt slemme, hvis man både har sit arbejde og hjem samme sted, og specielt hvis der ikke er papir på særeje som kan betyde, at en ægtefælle kan tage levebrødet ud af munden på bondemanden.

"Papir skal der til. Jeg tror, de unge lærer det på landbrugsskolerne. Det er alt sammen praktisk. I min bog har jeg koncentreret mig om den følelsesmæssige side, som sjældent omtales i landbruget," tilføjer Marianne Jørgensen, der dog ikke har i sinde at udråbe sig selv til noget orakel på området. Det trængte sig bare på.

Om at tilgive

"Bondefanget" udspiller sig over fire måneder, fra hovedpersonen, svineproducenten Anne-Mettes mand, Troels, fortæller, han har haft en affære og vil skilles, til han bliver smidt ud af den nye kæreste og vil hjem igen. Om han bliver taget til nåde, kan læserne selv digte videre på.

"Man kan filosofere over det at tilgive. Jeg har ikke opskriften, men kommer Troels ikke tilbage, hvordan finder Anne-Mette så en ny kærlighed i sit liv? Kommer der så nogen ud på Lars Tyndskids mark og tilbeder hende, eller skal hun på scorekursus?" funderer forfatteren.

Humoren er med

Undervejs i bogen præsenteres vi for flere forskellige synsvinkler på "sagen", ikke mindst afslører den ældste datter, den halvvoksne Gro, de voksnes indimellem dybt latterlige opførsel.

Nådesløst, men også realistisk og humoristisk. Sådan vil LandbrugsAvisens læsere genkende Marianne Jørgensen.

Hun er for længst er gået i gang med en ny novellesamling. Denne gang om fejringen af mærkedagene på landet, konfirmationer, bryllupper og sølvbryllupper med morgensang, og fødselsdage som de foregår nu med invitation til alle i nabolaget, men snart ikke mere, fordi de få tilbageblevne bønders naboer er blevet parcelhusejere der kun har sporadisk interesse i lokalsamfundet.

pilegaard@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle