Øllet bevarer skum og smag

Null-lox maltbyg er sorter af vårbyg, som ved forædling er befriet for enzymet lipoxygenase - deraf betegnelsen null-lox.

Ved brugen af null-lox maltbyg bevares den friske smag i øllet længere end brygning med almindelig maltbyg. Forklaringen er, at man ved at fjerne lipoxygenase fra maltbyggen nedsætter nedbrydning af fedt, som ved lagring giver øllet en uønsket bismag og lavere skumholdbarhed. Øl brygget på null-lox kan lagres i længere tid uden at miste den friske smag og skumholdbarhed.

Grundlaget for null-lox-sorterne er sorten Barke. Hvad angår andre egenskaber, ligner null-lox-sorter andre sorter af maltbyg.

Null-lox maltbyg er patenteret og forædlet i et fælles projekt mellem Carlsberg og det hollandske bryggeri, Heineken. Derfor starter navnene på null-lox-sorterne alle med "Ch". Sorter som Charmay, Cha Cha, Chiraz og Chill er eksempler på null-lox-sorter.

Dyrkningen af null-lox maltbyg på kommerciel basis startede i 2008 og ventes i år at komme op på cirka 10.000 hektar. En mindre del dyrkes økologisk.

Carlsberg aftager al den dyrkede null-lox maltbyg, der dyrkes på kontrakt med DLG på planteavlsbedrifter øst for Lillebælt samt en mindre del i Sverige.

Hele kontraktmængden for 2010 er tegnet.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle