
Foto: Jens Tønnesen.
Arne Buus ser gerne, at man fremtiden får en professionel gennemgang inden gården skal forsikres.
Arne Buus, formand for Agri-nord, er en af dem der skarpt har kritiseret forsikringsselskabernes håndtering af de mange sneskader over vinteren. Han mener ikke, at landmændene har været ordentligt informeret.
"Forsikringstagerne har jo handlet i god tro, når de tegnede en forsikring. Der er først blevet stillet krav, når skaden er sket. Det er det, der er problemet," lyder forklaringen fra Arne Buus.
Han sætter også spørgsmålstegn ved forskelligheden blandt forsikringsselskaberne, hvor nogle har dækket sneskader, mens andre har været mere tilbageholdende.
Men han håber meget, at der kan findes en fremtidig løsning, så der ikke er landmænd, der næste næste vinter står med samme problem.
Konsekvenser skal være klare
Arne Buus håber, at der i fremtiden vil være mere klare retningslinjer, når landmændene skal tegne forsikring. Dermed håber han, at landmændene kan undgå overraskelser, når naturen raser.
"Man er nødt til at kende konsekvenserne. Ellers kan det jo ruinere folk, hvis det er staldbygningen der falder sammen, og så står man jo med skægget i postkassen," siger Arne Buus.
Han ser frem til, at man i fremtiden vil kunne få en bedre dokumentation for sine bygningers stand, så man ved, hvilke vilkår man er forsikret på, og så forsikringsselskaberne har bedre dokumentation for at lave forsikringer der dækker.