Med de nye teknologiblade er der mulighed for at indrette stalden med flere, nye gulvtyper. Foruden spaltegulv med skraber over og under spalterne gælder det også varianter af faste, drænede gulve med skraber og ajleafløb.
Nu bliver det muligt at indrette kostalden med spaltegulv på gangarealerne med skraber over og under spalterne.
Det er en følge af, at Miljøstyrelsen netop har udsendt de vejledende BAT-standardvilkår for konventionel produktion af malkekvæg i gyllesystemer og tilhørende teknologiblade.
Hermed er der teknologiblade på:
- Faste, drænede gulve med skraber og ajleafløb i stalde med malkekøer
- Skrabere i gyllekanaler i stalde med malkekøer
- Skrabere på gangarealer i stalde med malkekøer.
"Indtil videre drejer teknologibladene sig om varianter inden for typen faste, drænede gulve, men også en eller flere typer af spaltegulve med skrabere over og under spalterne. Sidstnævnte er den type gulv, som de fleste kvægbrugere foretrækker, men som det hidtil ikke har været muligt at få accept for rent miljømæssigt," forklarer konsulent Morten Lindgaard Jensen, Videncentret for Landbrug, Kvæg.
Med de nye vejledende BAT-standardvilkår vil kravet om en reduktion i ammoniakfordampningen på eksempelvis 25 procent i forhold til det lovmæssige referencegulv således kunne opnås med såvel faste, drænede gulve med skraber og ajleafløb, som spaltegulv med skraber over og under spalterne.
Godt samarbejde
Videncentret for Landbrug, Kvæg, betragter de nye teknologiblade som resultatet af et godt samarbejde med Miljøstyrelsen, der har bygget på konstruktive og fagligt velbegrundede løsninger.
Teknologierne har gennemgået den ordinære offentlighedsprocedure og bygger på den dokumentation, der i dag er til rådighed i form at testresultater fra blandt andet danske afprøvninger.
Samarbejdet med miljøstyrelsen er foregået i en arbejdsgruppe nedsat af miljøministeren med repræsentanter fra Miljøstyrelsen, BAT-sekretariatet og Videncentret for Landbrug, Kvæg.
Næste opgave for arbejdsgruppen bliver at udarbejde et katalog med samtlige gulvprincipper samt øvrige teknologier, der kan medvirke til at reducere ammoniakfordampningen. Kataloget ventes udgivet efter sommerferien og skal primært bruges som støtte til kommunerne, når de vurderer gulvenes opfyldelse af ammoniakniveau, funktionalitet samt omkostninger i relation til proportionalitetsvurdering.
Man kan søge tilskud til mange af gulvløsningerne og skrabesystemerne under teknologier i investeringprojekter i Miljøteknologi 2010. Ansøgningsfristen for i år er dog udløbet, men der kommer nye runder.