Muslinger renser vandet billigt

Forskere har succes med at fjerne kvælstof og fosfor i Limfjorden med muslinger.

Muslinger er eksperter i at fjerne forurenende næringsstoffer ud af fjorde. Det viser forsøg hos Dansk Skaldyrcenter i Nykøbing Mors. Her har forskerne haft stor succes med at etablere muslingeanlæg, der både har renset vandet for kvælstof og fosfor og gjort vandet klarere.

Forskerne er nu i gang med at se, hvordan man kan bruge muslingeanlæggene som virkemiddel i vandplanerne.

"Jeg vil ikke sætte tal på endnu, men vi forventer, at det ligger i den billige ende af virkemidlerne," siger Jens Kjerulf Petersen, der er direktør for Dansk Skaldyrcenter.

Det er godt nyt for danske landmænd, der kæmper for at reducere udledningen af kvælstof i fjordene.

Hænger bændler ud

Forskernes opgave er at etablere muslingeanlæg og få så stor en produktion af muslinger som muligt. Dermed fjernes mest muligt kvælstof og fosfor.

Et muslingeanlæg består af bændler, der hænger på langliner spændt ud mellem bøjer i fjorden. Muslinger vil hurtigt sætte sig på bændlerne - helt af sig selv - hvorefter de begynder at vokse. Muslingerne filtrerer vandet for mikroalger og andre partikler og fjerner dermed næringsstofferne. Når man høster muslingerne fra fjorden, fjerner man samtidig næringsstofferne helt.

Jens Kjerulf Petersen og hans hold satte bændler ud i maj og kan allerede se en effekt.

"Når vi vejer muslingerne, kan vi regne ud, hvor mange kilo næringsstoffer vi fjerner," siger han.

På et anlæg, der fylder 250 gange 750 meter, regner de med at høste 600-1.000 ton muslinger om året, og for hvert ton fjerner man cirka 10 kg kvælstof.

"Vi kan også allerede se, at sigtdybden er blevet bedre," forklarer han.

Sigtdybden er i området generelt en meter, men inde mellem bændlerne med muslinger kan man se to en halv meter ned i vandet og lige udenfor 1,85 meter. Det har betydning, for sigtdybden er en nøgleparameter i vandplanerne, hvor man måler på, hvor udbredt ålegræs er, og det er direkte proprotionalt med, hvor meget lys der når ned på bunden - altså sigtdybden.

"Det er vigtigt, for i vandmiljøplanerne bliver landmændene ikke målt på deres indsats, men på miljøkvaliteten ude i fjorden," siger Jens Kjerulf Petersen.

Supplerende virkemiddel

Direktøren understreger, at muslingeproduktion ikke er et virkemiddel, der kan stå alene. Det er et supplement til andre tiltag, mener han, og det er heller ikke sådan, at hele fjorden skal plastres til.

Teoretisk set kunne man leve op til vandmiljøplanerne for Limfjorden ved at dække fem til otte procent med muslingeanlæg.

"Men det er jo ikke realistisk," siger han.

Jens Kjerulf Petersen mener derimod, at virkemidlet har sin styrke i, at man fjerner næringsstofferne fra selve fjorden. Selv om man mindsker udledningen af næringsstoffer, er der stadig store mængder kvælstof og fosfor i sedimenterne på bunden af fjorden.

"Muslingeanlæggene kan være en smart måde at fjerne de næringssalte, der allerede er derude," siger han.

Samtidig peger han på, at det også tager tid, før landbrugets etablering af skov, bræmmer og meget andet får effekt. I den tid kan man sætte ind med muslingeanlæg.

"Man bliver nødt til at bruge en blanding af virkemidler," påpeger han.

Billig metode

Jens Kjerulf Petersen forventer, at muslingeanlæg vil være en billig måde at reducere fjordens indhold af næringsstoffer, men hvor dyrt det er som virkemiddel afhænger af, hvor meget man kan få for muslingerne. De skal ikke sælges i konkurrence med de professionelle muslingefiskere, der har andre mål end at fjerne forurening. Derimod kunne man overveje at bruge muslingerne til svine-, fiske-, eller kyllingefoder. Muslingerne indeholder blandt andet nogle aminosyrer, der er essentielle for høns. For økologiske producenter vil det være særlig interessant, fordi de fra 2012 ikke længere må bruge kunstige aminosyrer.

Jens Kjerulf Petersen mener selv, at det ville være oplagt at bruge muslinger som rensningsanlæg i de områder, hvor man har store problemer med iltsvind. Eksempelvis i Skive Fjord og Lovns Bredning. Muslinger virker nemlig her og nu:

"Med muslinger er der kontant afregning, fordi man fjerner næringsstofferne fra fjorden," siger han.

thalbitzer@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle