Når kornmarken begynder at blive grøn, inden den er høstet, er det et klart faresignal.
Men kvægbrugerne kan stadig nå at redde en stor del af udbyttet ved at crimpe og ensilere kornet i en køresilo. Er vandindholdet over 30 procent, er det den mest sikre metode, når man vil konservere større mængder korn, understreger landskonsulenterne Karsten Attermann Nielsen og Martin Mikkelsen, Videncenter for Landbrug.
"Der er forskel på spiretendensen fra mark til mark, så det er vigtigt at vurdere den enkelte mark, inden du træffer beslutning om, hvordan den skal høstes," understreger de to konsulenter.
Der er gennem de seneste år opnået god erfaring med ensilering i køresilo, når man er omhyggelig med indlægning, pakning og tildeling af ensileringsmiddel, påpeger de.
Anvend ensileringsmiddel
Eftersom det i praksis er svært at ramme det optimale vandindhold, og fordi afgrøden er en blanding af spirende og ikke spirende kerner, er det vigtigt at anvende ensileringsmidler, understreger Videncenter for Landbrug.
Er vandindholdet i kornet under 30 procent, fraråder centret at crimpe og ensilere kornet, fordi risikoen for svampevækst er for stor. I stedet råder man til at behandle kornet med propionsyre. Teknikken er velafprøvet, men det er vigtigt, at alle kerner dækkes af propionsyre. Doseringen afhænger af vandindhold og af, hvor længe man ønsker at lægge det våde korn på lager.
Foderværdi og økonomi
Foderværdien af det ensilerede korn er nogenlunde som for tørt korn, bortset fra et højere vandindhold.
Ved ensilering omsættes nogle af de letforgærbare kulhydrater, og der vil derfor være lidt lavere indhold af energi. Ved god ensilering kan nedgangen i energi begrænses til 1-2 FE pr. 100 kg tørstof. Ensileringstabet kan ved god ensilering begrænses til 4-6 procent af tørstoffet, viser en tre år gammel Farmtest. Men ved manglende omhu ved ensileringen kan det blive langt større.
Økonomien ved crimpning og ensilering af kornet kan sammenlignes med tørring eller anden behandling og opbevaring af kornet. Ved metoden er der omkostninger til crimpning samt ensileringsmiddel og plastik. Ved traditionel opbevaring vil der i nogle år være udgifter til nedtørring, og der vil også være omkostninger til valsning af tørt korn. Beregninger fra Farmtesten fra 2007 viser, at det ensilerede korn er ca. 11 øre dyrere pr. FE end tørt korn ved et ensileringstab på fem pct.