Høsten er langt fra i hus, og allerede nu er det svært at finde marker uden spirede kerner. Det kommer til at koste landmænd penge.
"Jeg tror ikke, vi kan købe noget, der ikke er spiret mindst 10-20 procent nu," siger salgsdirektør Henning Fogh, Danish Agro.
Værst ser det ud på Sjælland, kornet er mindre spiret på Fyn, og i Jylland ser det lidt bedre ud.
"Men hvem ved, hvordan det ser ud om en uge," tilføjer han.
Efter weekenden har selskabet oplevet partier, hvor 40-50 procent af kernerne var spiret.
"Et par procent betyder ikke noget for foderkvaliteten, men vi ved ikke, hvad høje procenter betyder," siger han.
Landmænd undgår ikke, at det kommer til at koste. Når kornet bliver tørret, rasler spirerne af og ryger fra ved rensningen. Dermed svinder vægten og afregningen.
Loft over rensetakst
Det kan også aflæses på rensetaksterne, der stiger i takt med den procentdel af kornet, der er spiret, og det kan blive dyrt. Så dyrt, at Danish Agro har valgt at lægge loft over.
"Vi har lagt et loft over fradraget på 10 kr. Vi har besluttet højst at trække fem kr. i urenheder og maks. fem kr. for spirer," siger han.
Fradraget dækker, at partier med spiret korn er sværere for selskabet at håndtere, men Henning Fogh erkender, at det er svært at være 100 procent retfærdig.
Med loft over fradraget er der grænser for, hvor galt det kan gå for planteavleren. På den anden side er det ikke givet, at det er retfærdigt, at den, som har 10 procent spirede kerner, får samme fradrag som den der har 50 procent spirede kerner.