Halverede celletal og blev mester

Pedro Pelgrum blev vestjysk mester i celletal, da Vildbjerg Dyrehospital kårede celletalsvinder.

Han har aldrig haft et højt celletal, Petro Pelgrum. Men med et celletal det seneste år på 99.000 blev den hollandske landmand forleden udnævnt til celletals-sherif i den vestjyske dyrlægepraksis, Vildbjerg-dyrlægerne.

"Vi har indført flere forskellige rutiner, og det har betydet, at vi er gået fra et celletal på 200.000 til 99.000," fortalte Petro Pelgrum, da han modtog en udmærkelse for præstationen.

Der er 185 køer på gården ved Struer, som han og hustruen overtog i 1999. Den gang var det en bindestald med 72 køer. I 2002 blev den nye løsdriftsstald bygget med en 2 x 12 fast exit malkestald.

Omhyggelig rutine

Det er formentlig først og fremmest faste rutiner og omhyggelighed i forbindelse med malkningen, der har reduceret celletallet.

"Vi malker med helt faste intervaller på 12 timer. Og så bruger vi en ren klud til hver eneste ko. Kludene bliver vasket lige efter hver malkning," fortalte Petro Pelgrum blandt andet.

Om rutinen i selve malkningen fortalte Petro Pelgrum, at han gør fire køer rene i malkestalden, inden han begynder at sætte malkesættet på.

"Det betyder, at der går 30 sekunder, fra de er tørret af til de får malkesættet på," fortalte han.

"Uanset hvor travlt vi har, gør vi alt rent," understreger Petro Pelgrum.

Pattedyp i et år

For et år siden blev et nyt skridt taget for at reducere celletal og øge sundhed: Pattedyp.

"Vi bruger en ret dyr pattedyp fra DeLaval, men jeg er sikker på, at det er godt. Apparatet putter vi i klorvand efter brug, for at der ikke skal være mulighed for, at bakterierne formerer sig," fortalte Petro Pelgrum.

Fire gange rengøring

Båsene gøres rene fire gange om dagen - ved malkningerne, i løbet af dagen og om aftenen. De strøs med snittet halm, og der bruges desinfektionsmiddel i båsene, som strøs med en automatisk strømaskine.

Klovbeskæring er også en fast del af rutinerne på gården.

"Alle dyr klovbeskæres af mig selv ved goldning. Derefter klovbeskærer vi ved behov, og de kommer altid en tur i klovboksen, hvis der er noget i vejen. Sunde klove har stor betydning for velfærden og dermed også for celletallet," understreger Petro Pelgrum.

En sygeboks er der også til rådighed, hvis en ko ikke er på toppen. Også det er med til at sænke stressniveauet - og dermed celletallet.

"Også foderet har stor indflydelse på celletallet. Vi gør meget ud af at blande fuldstændig ens hver dag, og at sørge for at det er vellugtende og velsmagende," fortsatte landmanden med det lave celletal.

Fremtid med krydsning

Hvordan fremtiden, for både celletal og andre ting med relation til sundheden, vil udvikle sig i besætningen er spændende det næste års tid.

Petro Pelgrum er nemlig begyndt at krydse sine Holstein-køer med Fleckvieh.

"Jeg regner med, at det øger både sundhed og foderudnyttelse. Foreløbig har vi konstateret, at vi kan nedsætte antallet af dyrlægebesøg til én gang om måneden, og at vi kan sætte antallet af antibiotika-behandlinger ned," er det Petro Pelgrums første erfaring.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle