Voldsomt rodukrudt kræver hårde metoder

Rodukrudt skal i første omgang holdes i ave. Men noglegange har problemet et omfang, hvor mere drastiske metoder som dyb jordbearbejdning skal tages i brug.

Der har været en del fokus på rodukrudtsproblemer i økologisk jordbrug i de senere år. Rodukrudt som kvik, tidsler, følfod, skræpper og agersvinemælk, er pt. nok det største ukrudtsproblem i korn og bælgsæd, selvom der mangler dokumentation for omfanget. Flere projekter har i de senere år fokuseret på mulighederne for en effektiv håndtering af rodukrudtsproblemer.

Her præsenteres nogle af erfaringerne opnået i forskningsmæssig sammenhæng, bl.a. det snart afsluttede Føjo III projekt Weeds.

Sædskifte

Sædskiftet kan have en rigtigt god effekt på frøukrudt, da afgrødens livscyklus kan modvirke uønskede ukrudsarters livscyklus. Populært sagt kan afgrødesammensætningen i et sædskifte betyde, at frøukrudtet ikke løber løbsk. Helt så enkelt er det ikke med rodukrudt. Her er det mere vigtigt, at afgrødesammensætningen tager højde for de bekæmpelsesmuligheder, der kan puttes ind i sædskiftet på passende tidspunkter.

Eksempelvis er det nødvendigt med perioder, hvor der kan udføres intensiv mekanisk bekæmpelse, enten som minisommerbrak eller stubbearbejdning. Meget konkurrencestærke afgrøder, og afgrøder der kan afhugges gentagne gange, er også gode at have med i sædskiftet, især hvis tidsler er problemet.

Efterafgrøder

Fastholdelse af næringsstoffer i rodzonen er vigtig i økologisk planteproduktion af hensyn til næste afgrødes vækstmuligheder. Til det er efterafgrøder et vigtigt værktøj. Men i forhold til rodukrudtsproblemer kan efterafgrøder være problematiske, da det ikke er muligt at gennemføre effektiv mekanisk bekæmpelse efter høst. Efterafgrøder kan i sig selv ikke bekæmpe rodukrudt - ingen af de senere års forsøg har medført nogen nævneværdig reduktion af rodukrudtsproblemer.

Når det er sagt, er det stadig vigtigt at gøre sig umage med efterafgrøden. Sørg for en optimal etablering. Vælg en efterafgrøde - enten som enkeltart eller en blanding af arter - der vokser hurtigt til og skaber et tæt bladdække. Herved sikres det, at rodukrudtet i hvert fald ikke opformeres i løbet af perioden efter høst.

Mekanisk bekæmpelse

Mekanisk bekæmpelse kan undertiden være nødvendig for at nedbringe et rodukrudtsproblem. Bekæmpelsen kan udføres som en minisommerbrak, halv- eller helbrak eller efter høst som stubbearbejdning.

Bekæmpelsen vil for det første afbryde planternes vækst og dermed forhindre, at de danner oplagsnæring i de underjordiske organer (rødder, jordstængler og udløbere), som de er så afhængige af til næste års vækst. Opbygningen af oplagsnæring er særlig stor fra ca. midt sommer, til væksten stopper sent på efteråret pga. temperaturforholdene.

For det andet sønderdeles og udsultes organerne, og blottes de på jordoverfladen, kan de udsættes for udtørring eller frost. Præcis hvilke mekanismer, der vil være gældende, afhænger af rodukrudtsarten, det anvendte redskab og selve bekæmpelsesstrategien.

På den hårde måde

Der er en del viden om redskabstyper og strategier til mekanisk bekæmpelse mod de enkelte rodukrudtsarter, men ikke så meget mod blandede rodukrudtsbestande.

I Weeds-projektet gennemførtes et større forsøg på sandjord med fokus på bekæmpelse af en blandet bestand af følfod, agertidsel, alm. kvik og grå bynke. Samlet var rodukrudtsbestanden meget stor, som det fremgår af billedet. Bekæmpelsen blev udført med flere forskellige redskabsprincipper, hvor især tand- og knivfræseren, begge drevet ved hjælp af kraftoverføring, samt tallerkenharvning viste stor effektivitet.

Behandlingerne blev udført to år i træk, hvert år startende med en stubharvning efterfulgt af én behandling med redskaberne til 15-17 cm's dybde lige efter høst af vårbyg. Behandlingen blev gentaget igen tre uger senere og endelig afsluttet med forårspløjning. En hård behandling med stor effekt ifølge figuren, men kun relevant mod voldsomme rodukrudtsproblemer.

Læs mere om Weeds-projektet på www.icrofs.dk/danskforskning

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle