Selvfølgelig er landmænd ikke nødvendigvis mere irrationelle end andre. Pointen er, at vi alle bliver narret af vores psykologi. At landmænd i særlig grad er blevet fanget skyldes blot, at landmænd i særlig grad har haft råderum til store økonomiske beslutninger.
Tiden op til 'landbrugets finanskrise' var præget af virketrang og selvtillid. Dansk landbrug skulle ud over stepperne. 'Udvikling eller afvikling' hed dogmet. Likviditet var der rigeligt af, for landmændene burde 'få friværdien ud og arbejde'. I dag er vi blevet klogere - eller er vi?
Spørgsmålet er selvfølgelig, om der er noget at lære? Er vi blot uforudsigelige flokdyr, der igen om føje år vil havne i en anden slags krise, eller kan vores adfærd forudsiges og forbedres? Det er bestemt ikke noget retorisk spørgsmål.
Heldigvis giver de senere års forskning i økonomisk adfærd håb for fremtiden. Nok er mennesker ikke rationelle, men megen irrationel adfærd er faktisk forudsigelig. Idéen med denne artikel er at give et lille indblik i, hvordan denne forskning i 'BehavioralEconomics' også kan bidrage til en forståelse af landmændenes adfærd.
Optimisme om egne evner
Spørger man 100 bilister, hvor gode bilister de er i forhold til gennemsnittet, svarer de 97, at de er gennemsnitlige eller (langt) bedre end gennemsnittet. Kun tre bilister svarer, at de er lidt dårligere end gennemsnittet - og ingen svarer, at de er meget dårligere end gennemsnittet.
Det er selvfølgelig et paradoks. Der må være nogen, der er dårligere end gennemsnittet, for at nogen kan være bedre end gennemsnittet.
Eksemplet illustrerer et gennemgående menneskeligt træk. Vi er tilbøjelige til at tro lidt for meget på vores egne evner.
Dette kommer tydeligt til udtryk i værdipapirhandel, hvor det ganske enkelt er ekstremt svært at klare sig bedre end gennemsnittet (som f.eks. Dow Jones index). Der er f.eks. lavet forsøg, hvor aber klarer sig mindst lige så godt som professionelle investorer.
Alligevel er langt de fleste investorer - både de private og de professionelle ¿ overoptimistiske omkring deres egne evner som aktieanalytikere. Resultatet er bl.a., at de køber og sælger for meget, fordi de tror, at de er bedre end gennemsnittet til at forudsige markedet.
Med denne vinkel skurrer udsagn som: 'Jeg tjener flere penge bag skrivebordet end på traktoren eller i stalden' unægtelig lidt i ørerne. Snakken gik lystigt om værdipapirer, korn-futures, valutalån, vindmøller i Tyskland, lejligheder i Berlin osv. Mon ikke mange landmænds selvbillede som succesfuld investor er krakeleret lidt siden da?
Det er dog meget naturligt at blive grebet af optimisme i opgangstider: Alle, der spiller, vinder. Ekspansionslystne landmænd, der var tidligt ude, fik store kapitalgevinster, selvom deres investeringer var baseret på optimistiske budgetter. Optimisme bliver belønnet og genererer en illusion af succes og deraf yderligere optimisme.
Problemet er blot, at festen skal slutte på et tidspunkt. Endnu har et opsving ikke varet for evigt ¿ selvom troen har været der. Økonomibøgerne holder stadig - det har selv statsministre smerteligt måttet erkende.
Risikovillighed og tabs-aversion
Et af de ældste forsøg inden for Behavioral Economics handler om valg mellem lotterier. For eksempel skulle forsøgsdeltagerne vælge imellem at få:
A: $5 med sikkerhed og B: $10 med 50 procents chance.
Her valgte de fleste deltagere det sikre lotteri (A). Lidt senere i forsøget skulle de så vælge mellem at betale:
C: $5 med sikkerhed og D: $10 med 50 procents chance
Her valgte de fleste deltagere det usikre lotteri (D). Forsøgsdeltagerne ville altså vælge det sikre, når der var tale om gevinster, mens de var risikovillige og valgte det usikre, når det var noget, de skulle af med - altså ved tab. Vores tilgang til risiko afhænger altså af, om der er tale om tab eller gevinster.
Risici - tab
I senere forsøg har det vist sig, at vi generelt er villige til at påtage os endog meget store risici for at undgå at realisere et tab. For landmænd kom det f.eks. til udtryk i forbindelse med lånene i schweizerfranc.
På trods af en stigende risiko for voldsomme konsekvenser, valgte mange landmænd at beholde deres lån i den stigende schweizerfranc. De kunne simpelthen ikke få sig selv til at realisere tabet. Så hellere gamble noget mere. Konsekvenserne kender vi desværre kun alt for godt.
Inden for casino-branchen findes begrebet ¿House money¿. Det er de penge, casino-gæsten har vundet, men endnu ikke har vekslet om og taget med ud af casinoet. Disse penge er særlig interessante for casinoet. Det viser sig nemlig, at gæster er langt mere risikovillige med 'House-money'. Et tab af 'House-money' ses således ikke som et 'rigtigt' tab - deraf ingen tabs-aversion.
Heri findes dermed også en del af forklaringen på, at mange landmænd blev ekstra risikovillige i forbindelse med de voldsomme jordprisstigninger. Den oppustede egenkapital var simpelthen 'House money'.
Landmænd irrationelle?
Selvfølgelig er landmænd ikke nødvendigvis mere irrationelle end andre. Pointen er, at vi alle bliver narret af vores psykologi. At landmænd i særlig grad er blevet fanget skyldes blot, at landmænd i særlig grad har haft råderum til store økonomiske beslutninger. Det samme gælder for boligejere, bankdirektører osv.
Det er derfor vigtigt, at vi ikke blot afventer, at normale tilstande med rigelig likviditet igen indfinder sig. I stedet bør vi bruge krisen til at overveje, hvilke mekanismer vi blev grebet af, og hvordan vi kan opstille forholdsregler for at undgå dette en anden gang.
Et simpelt eksempel på en forholdsregel kan være en såkaldt stop-loss-strategi. Det er en strategi, mange markedsaktører bruger netop for at sikre imod deres egen tabs-aversion, hvis prisen udvikler sig i den forkerte retning. Som et ordsprog siger, er det første tab trods alt ofte det billigste.
Listen af pudsige psykologiske mekanismer er lang, og her er blot nævnt et par få eksempler. Yderligere nogle mekanismer er beskrevet i artiklen: ¿Landmændenes forudsigelige irrationalitet¿ i det seneste nummer af Tidskrift for Landøkonomi. Her kan også ses en række artikler omkring risikostyring generelt.
