Økolog har tre rumænske teamledere

Landmand med 1.200 søer og 13 rumænere er meget tilfreds med sine rumænske mellemledere.

"Jeg ville have en virksomhed med liv," siger Bertel Hestbjerg, og det har han fået.

Ud over 1.200 økologiske søer med tilhørende smågrise spredt ud over et større areal på egen jord lidt uden for Holstebro har han i alt 18 ansatte, hvoraf de 13 kommer fra Rumænien.

Han feder desuden slagtesvin op på to lejede ejendomme.

Tidligere havde han en enkelt driftsleder, men i vinter valgte han i stedet at opdele medarbejderne i mindre team. Tre team med henholdsvis to, to og fem medarbejdere passer søerne, mens to andre passer slagtesvinene.

Som konsekvens af, at det er rumænere der passer grisene, har han valgt at gøre rumænere til teamledere for henholdsvis faremarken, løbe- og drægtighedsafdelingen og et serviceteam.

Er faldet godt til

"Det kører godt. Jeg er meget tilfreds. Vi har kun gode erfaringer med rumænere. De vil det her, og der er ingenting for dem hjemme i Rumænien. De kender 200, der gerne vil til Danmark, og det er blevet meget nemmere, efter at Rumænien er kommet med i EU. Hvis jeg skal bruge 20, får jeg en liste med 40 i morgen. Når de har været hjemme og besøge familien, kommer de tilbage med en lang liste over folk, der gerne vil til Danmark," siger Bertel Hestbjerg.

Det har derfor heller ikke været noget problem for ham at rekruttere nye medarbejdere fra Rumænien. En del af dem har en landbrugsmæssig uddannelse, men det er ikke afgørende for Bertel Hestbjerg.

Ordnede forhold

Rumænerne er ifølge Bertel Hestbjerg faldet godt til her i landet. To har købt hus, to har lejet hus, og fire er gift og har børn. Bertel har desuden lejet hus til "ungkarlene".

På et punkt kniber det dog, nemlig med hensyn til at lære dansk. Rumænerne taler rumænsk indbyrdes, og ellers foregår det mest på engelsk.

Det forhindrer dog ikke, at der er styr på tingene. Alle er ansat på kontrakt udarbejdet af en medarbejder fra Heden og Fjorden. De er desuden med i fagforening og får løn efter overenskomst.

Økologiske udfordringer

For Bertel Hestbjerg er der større udfordringer ved at have 1.200 løsgående søer end ved at have 13 rumænere ansat.

"Økologisk svineproduktion er en driftsmæssig udfordring. Vi kører med tre ugers holddrift og fravænning ved 49 dage. Det er et godt koncept, men det behøver mere udvikling," siger han.

Det har for eksempel været træls med to vintre i træk med frost og sne. Til gengæld får han en rigtig god pris på 23 kr. pr. kg økologisk svinekød.

Hans ambition er at være Danmarks bedste, og han har også store ambitioner med hensyn til dyrevelfærd.

"Visionen er, at det skal være ok at blive genfødt som gris her," siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle