Brønderslev kommune lægger loft over byggesagsgebyrer.
Af Morten L. Handrup
Landmand Niels Erik Thomsen fra Jerslev slipper for at betale et gebyr på 133.000 for at få lov til at opføre en kyllingestald.
Det er konsekvensen, efter at Brønderslev Kommune har besluttet, at det fremover maksimalt skal koste 40.000 kr. i landbrugssager. Tilsvarende har kommunen indført et minimumsgebyr på 4.000 kr.
Niels Erik Thomsen har fået besked fra kommunen om, at det også gælder for ham, så han maksimalt skal betale et gebyr på 40.000 kr. Han ved dog endnu ikke præcist, hvor meget han så skal betale.
Brønderslev Kommunes beslutning om at sætte gebyrerne ned kommer, efter at Agri Nords miljøafdeling har klaget til kommunen på Niels Erik Thomsens vegne.
Natur- og miljøkonsulent Carsten Aarup fra Agri Nord glæder sig over udfaldet i sagen.
»Vi har fra starten fastholdt, at det er ulovligt at tage for meget i betaling for den service, man yder,« siger han.
Glædeligt
Også hos Landbrug & Fødevarer glæder man sig over, at Brønderslev Kommune har besluttet, at landmænd fremover maksimalt skal betale 40.000 kr. i byggesagsgebyr.
»Vi vil gerne betale det, det koster at behandle en byggeansøgning, men der skal være en øvre grænse for, hvor meget det kan løbe op i, og sagsbehandlingstiden skal desuden være rimelig. Endelig går vi ind for, at der skal være nogenlunde ensartede gebyrer rundt om i landet,« siger seniorkonsulent Charlotte Lynæs fra Landbrug & Fødevarers erhvervsjuridiske afdeling.
Hun henviser i den forbindelse til en liste over gebyrer i kommunerne der viser, at der er op til flere hundrede tusinde kroner i forskel mellem kommunerne.
»Det er ikke acceptabelt. Der må være en smertegrænse,« siger Charlotte Lynæs.
Fastere rammer
Hun oplyser, at Erhvervs- og Byggestyrelsen efter sommerferien vil nedsætte en arbejdsgruppe, hvor Landbrug & Fødevarer bliver inviteret med.
Hun forventer, at arbejdsgruppen vil opstille fastere rammer for, hvordan kommunerne opkræver gebyrer - enten via vejledende satser eller andre retningslinjer.
Billund Kommune har ligesom Brønderslev Kommune besluttet at sætte gebyrerne ned.