Kvægsygdom kræver flere analyser

Der mangler overblik over antallet af infektioner med mycoplasma - men det kræver penge som ikke er der.

Selvom man ikke kan påvise en klar sammenhæng mellem kvæginfektionen mycoplasma i flere kvægbesætninger og en række andre bakterieinfektioner, skal man passe på med ikke at bagatellisere sygdommen.

Det understreger kvægfagdyrlæge chefdyrlæge i LVK, Kenneth Krogh i en reaktion på en udmelding fra Videncentret for Landbrug, Kvæg.

Videncentret afviser ikke, at enkelte besætninger har oplevet anderledes og voldsomme symptomer, der kan relatere sig til Mycoplasma, men dyrlæge Kaspar Krog understreger, at der mangler overblik over antallet af infektioner i malkekvægbesætninger.

"I forhold til de observationer vi har om forekomsten i slagtekalvebesætninger, er det åbenbart, at når bakterien findes i et stort overtal af slagtekalvebesætninger, så er det sandsynligt, at den også findes i mange malkekvægbesætninger. Vi har desværre ikke - af økonomiske årsager - noget samlet overblik over forekomsten i malkekvægbesætninger.

Mit hovedbudskab er, at for at vi kan blive kloge på denne infektion, er diagnostik helt nødvendig," siger Kaspar Krog.

Gør opmærksom på problem

I LVK siger chefdyrlæge Kenneth Krogh, at virksomheden ikke ønsker at blæse sygdommen op til et stort problem, men alene at henlede opmærksomheden på, at Mycoplasma i visse situationer kan være medvirkende til nogle voldsomme besætningsforløb.

"Hvor tit det sker, er vanskeligt at sige - men formentlig sjældent," siger Kenneth Krogh.

"Nu er opmærksomheden omkring problematikken skabt, og jeg er vidende om, at der inden for den sidste tid er andre besætninger, som bliver undersøgt for mycoplasma som årsag til lignende besætningsproblemer," fortsætter han.

Kenneth Krogh glæder sig over, at Videncentret for Landbrug, Kvæg, er gået med ind i afklaringen af problematikken.

"Jeg kan kun opfordre til, at andre dyrlæger og besætninger med lignende symptomer informerer Kaspar, som så kan være med til at få det store overblik. Fremadrettet håber jeg herved, at vi kan blive klogere på, i hvilke situationer Mycoplasma Bovis får betydning for besætningsproblematikken," siger Kenneth Krogh.

Tank-pcr spændende

Marie Skau, der er den LVK dyrlæge, som konstaterede smitten i en sønderjysk besætning, mener det kunne være spændende med en pcr-analyse af tankmælken i malkekvægsbesætninger.

" Mycoplasma Bovis forekommer i slagtekalvebesætninger. Udbredelsen er spinkelt belyst og kan ikke bruges til at udtale sig om udbredelsen i malkekvægsbesætninger. Derfor kunne det være spændende at se tank-pcr herfor på alle i landet. Så får vi et fingerpeg om udbredelsen," siger hun.

"Negative besætninger vil under uheldige omstændigheder kunne risikere tilsvarende forløb som vi har oplevet i Sønderjylland," understreger Marie Skau.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle