For bare en snes år siden var synet på landbruget anderledes, stemningen og forskningen var på erhvervets side, nu er den imod. Erhvervet er blevet en minoritet, og så er der også sket en ledelses- og organisationsmæssig omstrukturering på Axelborg, som ikke har fundet sin endelige form. Det har medført et tomrum på et uheldigt tidspunkt midt i en krisetid, hvor medierne og velfærdssamfundet fuldstændig har erobret dagsordenen.
Før vi fik den nye toporganisation, Landbrug & Fødevarer, havde vi et sekretariat, som fulgte med i og vidste alt om udviklingen i dansk landbrug. Nedlæggelsen af De Samvirkende danske Landboforeningers sekretariat har vist sig at være en katastrofe.
Her blev alt lovgivningsarbejde gået efter i sømmene, her fulgte man alle forhandlinger og møder, og her fik også landbrugets tidligere karske og navnkundige formænd den viden, de havde brug for.
Når formanden for Landbrug & Fødevarer udtaler sig, hvilke interesser varetager han så?
De par gange, direktør Carl Åage-Dahl har været i de landsdækkende medier det sidste halve år, har budskabet været svært at få øje på.
Landbrug & Fødevarer er blevet en organisation, hvortil pengene flyder i en lind strøm - kontingenter, promillepenge, produktionsafgifter og tilbageførsel af pesticidafgifter på næsten 200 millioner. Organisationen er fuldstændig upåvirket af, at landbrugserhvervet og medlemmerne bløder. Pengene sidder løst.
Tænk om Landbrug & Fødevarer af egen drift havde gennemanalyseret Grøn Vækst og vandplanerne, mens tid var. Det er oprørende, hvor lidt man gør på Axelborg, og hvor løst pengene sidder, når flertallet af landmænd kæmper og strider for hus og hjem.