Den danske kødkontrol er blevet moderniseret og effektiviseret i de seneste år. Men de fælleseuropæiske regler halter bagefter, mener fødevareminister Mette Gjerskov og Landbrug & Fødevarer. Arkivfoto. Jens Tønnesen.
Kødkontrollen koster slagterierne enorme summer. Derfor det er vigtigt, at kontrollen er fokuseret på det, som reelt giver den største fødevaresikkerhed.
Det mener Landbrug & Fødevarer, som ved en international konference om kødkontrol i denne uge efterlyste en modernisering af EU's fælles regler for kødkontrol.
Det samme gjorde fødevareminister Mette Gjerskov, der var vært ved konferencen, som er en del af det danske EU-formandskab.
"Tiden er inde til, at vi moderniserer kontrollen, så kontrollørerne bruger flere kræfter der, hvor problemerne er," sagde fødevareministeren.
Fortidens sygdomme
Mette Gjerskov pegede bl.a. på, at kødkontrollen efter de gældende EU-regler fokuserer for meget på 'fortidens sygdomme' som f.eks. tuberkulose. Mens et område som salmonella, der hvert år gør 100.000 forbrugere i Europa syge, omvendt bør skærpes.
Mette Gjerskov mente desuden, at visuel kødkontrol, som er indført på næsten alle de store svineslagterier i Danmark, og hvor kontrollen undgår fysisk berøring af de slagtede dyr, bør udbredes mere.
To ting bør moderniseres
I Landbrug & Fødevarer fremhæver afdelingsleder Lone Hvidkjær to forhold, som trænger til en modernisering:
Dels indholdet af kontrollen, fordi de risikoelementer, som kontrollen fokuserer på i dag, stort set ikke er ændret de sidste 100 år. Dels det forhold, at der på grund af regler, der er mere end 100 år gamle, ikke kan slagtes dyr i EU, uden at der skal være myndighedsansatte kontrolpersoner - typisk dyrlæger - til stede.
"Vi mener, tiden er moden til at diskutere, om myndighederne fortsat skal være en del af produktionslinjen," siger Lone Hvidkjær.
Hun henviser til, at kravet om kontrollørernes tilstedeværelse i øjeblikket gælder både ved kontrol af de levende dyr og ved kontrol af slagtekroppene.
Landbrug & Fødevarer mener, at det sidste - kontrollen af slagtekroppene - bør være en del af virksomhedernes egen kvalitetskontrol, som myndighederne kontrollerer ved stikprøver.
hac