Gyllealarmer skal som minimum kunne registrere et pludseligt fald af overfladen i beholderen. Men flere af dem, der er på markedet, kan mere end det.
Siden nytår har det været et krav, at gyllebeholdere, der ligger mindre end 100 meter fra et vandløb eller en sø samt gyllebeholdere i risikoområder, skal forsynes med en alarm.
Men der er intet krav om, at gyllealarmer skal myndighedsgodkendes inden opsætning.
Det fastslår Miljøstyrelsen, efter at der har været tvivl om, hvorvidt alarmsystemerne krævede en forudgående godkendelse.
Det er derfor henholdsvis landmandens og alarmproducentens ansvar at sikre sig, at de alarmer, der markedsføres og installeres, er robuste systemer, der opfylder husdyrbekendtgørelsens krav til alarmer. Funktionskravene i bekendtgørelsen er få og enkle, og Miljøstyrelsen vurderer derfor, at der ikke er behov for yderligere godkendelse eller specificering af de tekniske krav til alarmerne.
Flere funktioner
Ifølge vejledningen om gyllebarrierer, terrænændringer og gyllealarmer skal alarmsystemet som minimum kunne registrere et pludseligt fald af overfladen i gyllebeholderen og meddele dette elektronisk til driftsherren. For eksempel via en sms. Faldet i niveau skal kunne registreres uanset gylleniveau i beholderen, og alarmen skal registrere fald i overfladen i hele beholderens højde, herunder den del der ligger under terræn.
Men flere af alarmerne på markedet kan mere end minimumskravet foreskriver, og Miljøstyrelsen anbefaler, at der vælges et alarmsystem med øget funktionalitet, så den teknologiske udvikling udnyttes til glæde for både landmand og miljø.
Således anbefales en alarm, der registrerer overløb, og Miljøstyrelsen anbefaler desuden et alarmsystem, der kan registrere andre uregelmæssigheder i gylleoverfladen. Det kan for eksempel være systemer, der kan registrere uregelmæssigheder under håndtering og pumpning af gylle. For eksempel en alarm der registrerer, om overfladen stiger under påfyldning af beholderen.