Peder Olesgaard sparer på halmen og roerne til de 50 ammekøer ved at fodre med efterafgrøden olieræddike. Indsat: Den grønthøstede olieræddike indeholder også halmrester fra kornmarken.
"Jeg hørte, at krondyrene på Norddjursland åd olieræddikerne, som landmændene havde sået på marken, og så tænkte jeg, at mine egne ammekøer vel også kunne lide dem," forklarer Peder Olesgaard, Grenå, om den idé som opstod i efteråret.
Sønnen havde sået olieræddike som efterafgrøde på sine marker, og da planterne stadig stod grønne før jul, besluttede Peder Olesgaard sig for at høste dem med grønthøsteren.
"Jeg har sammenlignet foderværdien med roetop, men jeg tror mest på, at olieræddike som fodermiddel kan erstattet halm som fyldfoder. En ikke uvæsentlig detalje i år, hvor halmbjærgningen har været besværlig," siger Peder Olesgaard.
Køerne får dagligt 25 kg af olieræddiken, og ifølge Peder Olesgaard tager det dem ikke lang tid at tømme foderbordet for den grønne afgrøde.
Ingen danske analyser
Henrik Martinussen, konsulent hos VFL, Kvæg, oplyser, at der ikke findes danske analyser af olieræddike som fodermiddel.
Han henviser i stedet til et tysk opslagsværk, hvor olieræddike fremgår. Her opgives proteinprocenten til 14,5 og tørstofindholdet til 13,1 procent.
Peder Olesgaard er dog ikke i tvivl om, at han vil fortsætte med at fodre med olieræddike.
"Det kræver tid til aftopning, men det er jo smart, at vi kødkvægsfolk kan udnytte de afgrøder, som større planteavlere er tvunget til at så. Og så slipper vi jo for at skulle pløje en høj afgrøde ned," siger han.
Læs mere
Læs mere om Peder Olesgaards forsøg med at fodre olieræddike til sine ammekøer i fagmagasinet Kødkvæg, som udkommer i uge 9 i februar.
Den grønthøstede olieræddike indeholder også halmrester fra kornmarken.