
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Formand for Tolvmandssektionen Lars Hvidtfeldt.
En ny start.
Det er håbet fra formand for Tolvmandssektionen Lars Hvidtfeldt i forbindelse med, at den nye natur- og landbrugskommission trækker i arbejdstøjet. Han ønsker, at kommissionen skal fokusere på det intensive og effektive landbrug og være med til at skabe politisk sikkerhed og tryghed omkring erhvervet.
"Det er positivt at få sammentænkt vores erhvervs rammevilkår og udviklingsmuligheder," siger Lars Hvidtfeldt.
En hån mod generationer
I denne uge havde Tolvmandssektionen årsmøde i forbindelse med vinterseminaret på Munkebjerg Hotel ved Vejle, og Lars Hvidtfeldt benyttede lejligheden til at udtrykke et håb om, at tavlen kan vaskes ren efter store problemer med vandplanerne.
"Behovet for den nye start er stort i forbindelse med, at både landmænd og den finansielle sektor oplever en stor grad af usikkerhed," siger Lars Hvidtfeldt.
"Vi bød ind med fornuftige og fagligt set velunderbyggede argumenter i forbindelse med vandplanerne, men det ville embedsværket og politikerne ikke lytte til, og dermed forblev vandplanerne et politisk projekt. At sætte landbrugsjord under vand er nærmest en hån imod de forudgående generationer, som har drænet jorden og arbejdet hårdt med at holde den i en frugtbar kondition. Der er tale om en forsumpning af ejendomme, og det med ikke at lytte eller anerkende vores faglighed skaber politisk usikkerhed," siger Lars Hvidtfeldt.
Tager selv bestik
"Kommissionen bør skabe rammer for et intensivt bæredygtigt landbrug. Konkurrenceanalysen viser, at vi har komparative fordele i Danmark, og det gælder om at udnytte dem til at ekspandere produktionen af fødevarer. Af hensyn til landmændene og af hensyn til landets økonomi," siger Lars Hvidtfeldt.
"Derimod skal kommissionen ikke definere, hvilken produktion jeg skal have på min ejendom, men sætte rammer for produktionen, så jeg kan udvikle og konkurrere. Jeg skal som landmand selv tage bestik af efterspørgslen og gå efter markedet. Politikere eller eksperter skal ikke fortælle, hvad der skal ske, men det skal markedet," siger Lars Hvidtfeldt.
khi@landbrugsavisen.dk
Tlf. 33 39 47 70