Et vinderhold. Der er blevet flere rådgivere til flere mælkeproducenter i LandboNord. I årsmødet for mælkeproducenter deltog flere end 300 landmænd.
»I kan godt tillade jer at ranke ryggen!«
Anne-Mette Søndergaard, chefkonsulent i Landbo Nord, uddelte ros til de nordjyske landmænd på kvægrådgivningens årsmøde.
De nordjyske besætninger er større end det danske gennemsnit, de nordjyske køer giver mere mælk i gennemsnit, og celletallet er i gennemsnit lavere.
»Det er sejt,« konkluderede chefrådgiveren.
Selv kan hun se tilbage på adskillige års succes. Også i år er antallet af medarbejdere i kvægrådgivningen udvidet, og antallet af kunder som rådgives er vokset.
Men man skal ikke hvile på laurbærrene. Der er stadig mange steder, hvor også de nordjyske mælkeproducenter kan blive bedre.
Høj ydelse er penge
»Gid vi kunne lære noget af den bedste tredjedel,« fortsatte Anne-Mette Søndergaard.
»Vi ved, at høj ydelse også er med til at give god økonomi. Det giver en forskel på 4.000 kr. Derfor skal I have høj ydelse. Men ellers er de bedste mælkeproducenter kendetegnet ved, at de når i mål på vidt forskellig måde. Det skal vi håndtere - især som rådgivere,« konkluderede hun.
»Kunne vi lære af både dem med lave omkostninger og høj ydelse, var vi et godt skridt længere!«
Vidste I det?
Formand for kvægudvalget Ole Larsen så lidt frem:
»I de kommende år skal vi hæve fodereffektiviteten fra 82 procent til 87 procent. Vidste I det? Jeg gjorde det først, da jeg skulle bruge tallene til et møde. Den slags krav skal ud, så vi alle sammen når at opfatte det. Det er ikke nok, at det står på en tilfældig hjemmeside,« lød hans kritik.
L&F, Kvægs målsætning om, at kalvedødeligheden skal sænkes til 3,5 procent, pegede han også på som et krav, mælkeproducenterne skal opfylde.
Og lige her er et område, som nordjyderne har det lidt svært med. I forhold til resten af landet halter nogle af dem en smule bagefter med kalvedødeligheden.
»Det er ikke, fordi I har større besætninger eller højere ydelse, for alle tal viser, at den slags besætninger i gennemsnit har den laveste dødelighed. Det er et sted, hvor I skal tage jer sammen,« lød Anne-Mette Søndergaards kontante kommentar.