
Arkivfoto: Jens Tønnesen.
Hans Otto Sørensen er harm over, at danske regler skal være mere voldsomme end i andre EU-lande.
Planteavler Hans Otto Sørensen fra Ullerup ved Skærbæk har oplevet oversvømmede marker og frygter for sit livsgrundlag, når regeringens vandplaner træder i kraft. Derfor satte han sig i januar til tasterne i en halv dag og skrev en ni sider lang klage over planerne.
"Det er tæt på at være en dødskamp, og hvis vi ikke gør noget, så ender det fatalt for mange. Afvanding af vores arealer er vores livsnerve, og hvis ikke arealerne bliver ordentligt afvandet, så bliver afgrøderne og vores livsgrundlag ødelagt," siger Hans Otto Sørensen.
Voldsomme regler
Han er en blandt 77 private lodsejere, der har klaget over vandplanernes tilvejebringelse til Naturstyrelsen og kræver, at planerne trækkes tilbage.
"Det faglige grundlag for planerne holder slet ikke, og det er groft urimeligt, at man i Danmark overimplementerer EU's vandrammedirektiv. Jeg er harm over, at vi skal efterleve nogle regler i Danmark, som er helt anderledes voldsomme end i andre lande," siger Hans Otto Sørensen.
Han har oplevet 50 til 60 hektar af sine marker stå under vand og frygter, at antallet vil stige til 150 hektar, hvis vedligeholdelsen af vandløbene hos ham nedsættes.
"Jeg vil gerne medgive, at det er meget op ad bakke med denne klage, fordi landbruget ikke længere har politikernes sympati. Men jeg håber, at en enkelt politiker på et tidspunkt har mandshjerte til at sige, at den politik, vi har gang i, er forfejlet," siger Hans Otto Sørensen og mener, at politikerne glemmer, at det er dårligere for miljøet at sende fødevareproduktionen til andre lande.
Miljøeffektivt landbrug
"I Danmark har vi et meget miljøeffektivt landbrug, men det korn, som vi nu ikke kan dyrke på grund af vandplanerne, skal jo dyrkes et andet sted i verden, hvor man giver afgrøderne store mængder gødning og kemi. Ellers kommer nogle mennesker til at sulte. Men det er politikerne fuldstændig ligeglade med. Vi er kommet så langt væk fra det basale - nemlig at få mad. Og det er jeg pikeret over. Det er mennesker, der har det for godt, der træffer den slags beslutninger," siger han.
Landbrug & Fødevarer indsendte også en klage over vandplanerne på vegne af tre lodsejere, da organisationen ikke var klageberettiget.
"Jeg tror, at en klage fra en af dem, det virkelig rammer, har større effekt, end når en organisation klager. Derfor tog jeg sagen i egen hånd," siger Hans Otto Sørensen.