Landmænd laver vindmøllepark til 190 mio. kr.

Fundamenterne er lavet, og møllerne bliver rejst i april.

Da der for nylig blev udbudt anparter i et stort vindmølleprojekt i Vestjylland, var der interesse for at købe mere end dobbelt så mange anparter, som der blev udbudt.

Landmand Bertel Jensen fra Troldhede og hans nabo, landmand Kenn Jensen, har været initiativtagere, og de lægger jord til projektet, der omfatter i alt seks store vindmøller.

Hver af de seks møller koster godt 30 mio. kr. plus moms.

Det er store tal, men det afskrækker ikke Kenn Jensen.

"Jeg har en svineproduktion. Vi har arbejdet med mølleprojektet i fem år, så man vænner sig til det," siger han.

Interessen har været så stor, at der kun bliver anparter til folk, der bor inden for en radius på fire en halv kilometer fra vindmøllerne. Knap 100 lokale beboere har købt de 12.000 anparter a 3.000 kr., der var udbudt.

150 meter høje

Der er allerede støbt fundamenter til møllerne, som rejses i anden uge af april.

Der er tale om seks 3 MW-møller fra Vestas med en højde på 150 meter og en vingediameter på 112 meter.

Kun to af de seks møller er udbudt i anparter, to er solgt til private, og Bertel og hans nabo ejer resten.

Medejer i en af de to anpartsejede møller er en lokal udviklingsfond med en andel på otte mio. kr.

Overskuddet fra fonden skal blandt andet støtte lokale initiativer inden for energi, udvikling og kultur.

Hver af de seks møller skal desuden hvert år i ti år yde et bidrag til fonden på 20.000 kr., som skal gå til lokale foreninger.

"Man skal være ydmyg. Det er vigtigt at inddrage lokalbefolkningen fra starten," siger Bertel Jensen.

Stor risiko

Han lægger ikke skjul på, at der er en stor økonomisk risiko ved projektet.

Det gælder både i forhold til afregningsprisen, der lige nu er helt nede på 28 øre pr. KWh, men også i forhold til eventuelle klager.

Det har også kostet mange penge at komme så vidt med projektet.

De har blandt andet måttet købe et styk skov til - og rive to-tre huse ned, og der er anlagt veje, så møllerne kan komme frem.

I projektet er der ifølge Bertel Jensen regnet med en tilbagebetalingstid på seks til ni år, med kostpriser.

Der er oprettet et kommanditselskab, som sammen med Ringkøbing Landbobank har sørget for finansieringen af det samlede projekt. Når de enkelte møller er finansieret, nedlægges selskabet.

"Ringkøbing Landbobank er en af de få banker, der vil finansiere vindmøller," siger Kenn Jensen.

Vindmølleparken indvies efter planen officielt 29. juni.

mha@landbrugsavisen.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle