Tyske ulve tæt på den danske grænse

Kommer ulven? Det er der nu tegn på i Slesvig-Holsten 100 kilometer syd for den dansk-tyske grænse. Det første spor dukkede op, da et større dyr gik i en fotofælde i Segeberg Amt. Ifølge miljøministeriet i Kiel har eksperter fra Wildpark Eekholt konstateret, at det drejer sig om en hanulv, efter at de har analyseret dyreekskrementer i området, skriver Flensborg Avis. Der blev senest registreret ulve i Slesvig-Holsten i 2007, da en ung ulv på vandring blev kørt over i Ostholstein Amt. Inden da havde der ikke været spor af ulve i knap 200 år.

Men der er ikke nogen grund til at tro, at ulven bosætter sig nord for grænsen i nærmeste fremtid, vurderer biolog Erling Krabbe fra Naturstyrelsen.

»Hvis det sker, så tror jeg, det ligger langt ude i fremtiden. De ulve, der er i Slesvig-Holsten og andre steder vestpå, er stadig enkelte strejfdyr, så jeg tror, der går lang tid, før vi kan snakke om, at der lever ulve i Danmark,« siger han til DR P4 Syd.

Og skulle der komme en ulv ind på dansk jord, er der ingen grund til frygt, understreger han. Erfaringerne fra Tyskland, Polen og Sverige viser, at ulvene ikke er farlige for mennesker.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle