Godt nyt fra Skat om solceller

Et bindende svar fra Skatterådet om solceller ligestiller landmænd med private.

Der er godt nyt for landmænd, der gerne vil have solceller på lige så fordelagtige vilkår som private, selv om de også bruger strøm erhvervsmæssigt. Skatterådet har nemlig ifølge skatteekspert Lars Møller Gosvig, Videncentret for Landbrug, accepteret, at solcellerne først og fremmest leverer strøm til privaten.

»På den måde bliver det lige så fordelagtigt for landmænd at have solceller som for private,« siger han.

Det vil sige, at hvis man producerer 4.000 kWh om året og forbruger 4.000 kWh privat plus 8.000 kWh i stalden, så regnes hele produktionen fra solcellerne som privat forbrug. Det er en fordel, fordi man sparer afgifterne af den private strøm. Hvis man skulle dele forbruget mellem det private og erhvervsmæssige, ville besparelsen være mindre, da man under alle omstændigheder får refunderet afgifterne på det erhvervsmæssige forbrug,« siger han.

En kWh fra solcellerne brugt i boligen sparer cirka to kr., og en kWh brugt i stalden sparer cirka 85 øre. Derfor kan man med den nye tolkning hurtigere tjene et solcelleanlæg hjem.

Samtidig har Skatterådet slået fast, at man gerne må sætte solcellerne op på driftsbygningerne, selv om det er til privatforbrug.

»Det kan være en fordel, hvis taget på driftsbygningerne ligger mere fordelagtigt i forhold til solens stråler,« siger Lars Møller Gosvig.

Skatterådet har ved samme lejlighed slået fast, at det, at der ligger solceller på taget til privatforbrug, ikke har indflydelse på momsen for driftsbygningerne.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle