Vælg den rigtige æblesort til økologisk produktion

Sorten er omdrejningspunktet for produktion af æbler. Den afgør kvaliteten, udbyttet og robustheden over for skadevoldere.

Hvilke sorter skal du vælge?

Vælg de sorter, som erfaringsmæssigt er robuste og stabile i produktionen. Det drejer sig bl.a. om Discovery, Aroma, Ingrid Marie, Holsteiner Cox og Elstar. Mange af sorterne findes også i mere rødfarvede typer.

Ingen af disse sorter er perfekte og opfylder ikke alle de ønskede krav. Men de er i øjeblikket bedste bud på sorter til brug i økologisk produktion.

Den optimale sort skal kunne trives og modne under vores klimatiske betingelser, også i kølige år. Desuden skal udbyttet være godt og stabilt, og frugten skal have en god størrelse, et godt udseende, en lækker spisekvalitet, og også gerne god holdbarhed på lageret. Desuden skal træerne og frugten være modstandsdygtige mod skadevoldere.

Styr på afsætningen

Valget af sorten er den første og vigtigste beslutning i økologisk æbleproduktion. For at kunne træffe beslutningen skal produktionen gennemtænkes.

Skal der produceres til most eller til frisk konsum? Er afsætningen lokal, er det vigtigt at have et udvalg af sorter, som modner over lang tid. Kunderne kan på den måde tilbydes friske, gode æbler over hele sæsonen. Sælger du til fælleslager er det vigtigt, at lageret har en større mængde af hver sort, så de bedre kan opfylde opkøbernes behov. Hvis lageret modtager for mange små partier, er det mere vanskeligt at opnå en god afregningspris.

Nedbrud i resistens

Til økologisk produktion er det vigtigt at vælge de sorter, som er mindst modtagelige for skadevoldere. Der findes resistente sorter og robuste sorter. De sidste 20 år har det været anbefalet at bruge sorter, som har, eller rettere havde, resistens over for æbleskurv. Æbleskurv er den alvorligske svampesygdom i æbler.

I disse sorter indgår et gen (Vf), som i mange år gjorde sorterne resistente over for skurv. Desværre har det vist sig, at resistensen i disse sorter nu er brudt, og i Danmark skete det omkring år 2000. »Skurvresistente sorter« kan nu kun holdes skurvfri, hvis de sprøjtes i våde perioder i foråret. Robuste sorter har ikke noget resistensgen og har derfor altid kunnet angribes af de forskellige æblesygdomme, men de bliver det i mindre grad end gennemsnittet af sorter.

I Organic RDD-projektet FruitGrowth arbejdes der med at finde nye og bedre æblesorter egnet til økologisk produktion i Danmark. Her er hjemtaget nye sorter fra forædlere i hele Europa, og deriblandt er der nogle som har flere resistensgener, og det giver håb om, at de vil forblive resistente i længere tid. Belært af erfaringen med resistensnedbrud ledes der dog også efter robuste sorter. I jagten på nye sorter er frugtkvalitet og hyldeliv også vigtige parametre. Æbler med høj frugtkvalitet har en god sukker/syrebalance, smager af noget, og er gerne saftige og sprøde. Hyldeliv dækker over, hvor længe en frugt er i stand til at opretholde spisekvaliteten uden for køl, det vil sige, hvor længe den kan tåle at ligge i butikken og hjemme hos forbrugeren, før den bliver blød og melet.

Gode gamle sorter?

Sælger man æbler direkte til forbrugeren, hvor en god historie er en fordel, kan nogle af de gamle, sunde sorter være interessante. Filippa, Dronning Louise, Brøndæble, Ringkloster kammerjunker og Lundbytorp er eksempler på gamle sorter, der smager godt og er robuste over for sygdomme. Sorterne er beskrevet i ”æblenøglen”, som kan findes på www.pometet.dk

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle