Jasopels går helt i blåt

Skindudstillingen i Herning bliver scenen for små og store nyheder, der kan gøre en forskel i det daglige arbejde på farmene.

Fire store nyheder. Og en kvin-de i blåt.

Det er nogle af de nye ting, Jasopels præsenterer, når den årlige skindudstilling åbner i Herning om tre uger.

»Vi glæder os rigtig meget, for vi har nogle nyheder, der kan gøre en forskel ude på farmene og i pelseriet. Og så har vi en lille nyhed, der mest er for et syns skyld,« siger salgschef Mogens Kristensen, Jasopels, med et glimt i øjet.

Tydeligere profil

Med det sidste hentyder han til den velkendte grønne fodermaskine med pigenavnet Soffie, som ikke længere vil bliver solgt med grønt overtøj. Fremover produceres den kun i Jasopels’ velkendte blå farver.

»Det er en lille ændring, men den betyder, at alle vores produkter nu er blå og lyseblå. Det giver os en endnu tydeligere og genkendelig profil,« siger Mogens Kristensen.

LandbrugsAvisen møder ham på hovesædet i Bording. Der har Jasopels indrettet sig i lokaler, der siden 2006 har huset firmaets service-, salgs- og udviklingsafdeling samt bogholderi. Det meste af produktionen foregår i Polen i byen Cludowo lidt uden for Poznan, hvor 150 ansatte arbejder under dansk ledelse.

Efter en spæd start med produktion af trådbure i en garage på forældrenes gård har grundlæggeren, Mads Rasmussen, på 15 år bygget Jasopels op til en forretning med 195 ansatte, der i 2012 omsatte for et trecifret millionbeløb.

Ifølge Jasopels A/S’s årsregnskab var overskuddet på 18 mio. kr. i 2011/12.

Udvikling

Efterhånden har alle minkavlere vist haft et af Jasopels’ produkter på farmen.

»I Danmark er vi ude på næsten alle farme. Det forpligter, for vi kan ikke bevare vores markedsandel uden at levere varen og udvikle den. Derfor bruger vi rigtig mange ressourcer på udvikling - især i disse år, hvor det går godt for minkavlen,« siger Mogens Kristensen.

Med det sidstnævnte tænker han på, at når det går minkavlerne godt, så går det som regel også godt for de virksomheder, der leverer varer til dem. Det forpligter til at anvende en relativt stor del af indtjeningen på at udvikle endnu bedre produkter, mener han.

»Det er selvfølgelig også en investering i fremtiden for os. Jo bedre produkter vi har, jo stærkere står vi i de modgangstider, som, vi nok ikke kan se bort fra, kommer igen.«

Ekspansiv tane

Uden den gode økonomi, der har været i minkavl de senere år, var de fire nye produkter, Jasopels har med på skindudstillingen, nok heller aldrig kommet til verden samtidig.

Som den største nyhed peger Mogens Kristensen på den ny tane med navnet Easy Off. Det særlige ved den er, at den automatisk udvider sig, når skindet er sat på og tanen placeres i vognen.

Tanens omkreds bliver simpelthen 10 mm større. Og når tanen efter tørring af skindet løftes af vognen ’krymper’ den med de samme 10 mm, så skindet let og hurtigt kan tages af tanen uden at skade skindet.

»Den tane forventer vi os rigtig meget af. Og vi har allerede fået ordrer på mange tusind, der er solgt ubeset og alene på grund af den gode ide,« siger Mogens Kristensen, der samtidig sender en stor anerkendelse til udviklerne i Bording.

Den dyreste af de fire nyheder bærer samtidig det korteste navn i Jasopels’ store produktkatalog, nemlig T6. Bag navnet gemmer sig en skrabeautomat, der er en videreudvikling af T4 og T5.

Det nye ved T6 er, at skraberullerne er selvjusterende, der er lukket sugekasse og dermed mindre svineri og næsten ingen rengøring, en føler registrerer skindlængden og øger dermed kapaciteten, og der er integreret skindvask.

»Og som noget specielt kan de seks skraberuller skiftes på fem minutter, så det er let at skifte ruller, når de er slidt, eller der er brug for andre ruller på grund af en anden skindtype,« forklarer Mogens Kristensen.

Foderklipper

De to sidste nyheder er en Farmcat til at skrabe gyllerender og en foderklipper. Farmcatten er blevet forstærket, har fået dobbelt fremtræk på alle hjul og er nu udelukkende fremstillet af rustfri materialer.

Foderklipperen vises i en prototype og er klar til levering til marts, og den tror Mogens Kristensen bliver et stort hit.

»Foderklipperen betyder, at det er slut med at trykke på en knap, hver gang foderklatten skal placeres. Fremover sørger klipperen både for, at klatten bliver klippet og placeret korrekt på hvert enkelt bur. Det bliver en stor lettelse for dem der kører fodervognen. Meget ensidigt og gentaget arbejde bliver fortid med den nye foderklipper,« siger han.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle