Danskere investerer for 24 mia. i udlandet

I alt 100 danske selskaber har aktiviteter i mere end 30 lande.

Danish Farmers Abroad er en forening for danske landmænd i udlandet. Medlemskredsen, der blandt andet omfatter 65 selskaber, har landbrugsproduktion i mere end 31 lande og på alle kontinenter.

Johannes Hansen, der er foreningens daglige leder, har lavet en opgørelse over medlemmernes aktiviteter rundt om i verden.

Den viser, at medlemmerne råder over ca. 375.000 hektar agerjord og ca. 210.000 hektar skov.

Hovedaktiviteten ligger i Østeuropa, og svineproduktion er klart den største produktionsgren med i alt 140.000 årssøer og 3,9 mio. producerede slagtesvin om året, mod ca. 1 mio. søer i Danmark.

Kvægproduktionen omfatter 11.000 malkekøer og 39.000 stk. kødkvæg.

Dertil kommer 170.000 æglæggende høns og fire mio. slagtekyllinger foruden 150.000 får og lam.

Ud over den primære produktion omfatter aktiviteterne blandt andet slagterier, foderfabrikker, biogasanlæg, juletræsproduktion med mere.

Foruden de 65 selskaber med i alt ca. 5.500 ejere har foreningen 33 firmamedlemmer og 19 medarbejdermedlemmer.

Skaber netværk

Ud over at skabe et netværk orienterer foreningen medlemmerne om aktuelle emner fra udlandet, og der er dannet landegrupper og erfa-grupper, der blandt andet laver benchmarking for de forskellige driftsgrene.

Foreningen støtter også medlemmerne med virksomhedsudvikling, uddannelse for udenlandske driftsledere og konferencer. Endelig arrangerer foreningen studieture for medlemmerne.

Ifølge Johannes Hansens opgørelse har foreningens medlemmer i alt investeret for 21 mia. kr. i produktion i udlandet. Det svarer til de samlede investeringer i dansk landbrug de sidste tre år.

»Estimaterne er lavet for egen regning og må tages med det forbehold, men helt skævt er det nu nok ikke,« siger han.

Han har også lavet et estimat for de danske landmænd i udlandet, der ikke er med i Danish Farmers Abroad.

Han skønner, at det drejer sig om ca. 35 selskaber, som bringer de samlede investeringer op på 24 mia. kr.

De danske selskaber beskæftiger i alt ca. 7.000 medarbejdere uden for landets grænser.

DFA holder sin næste konference i Brædstrup 20. juni.

Seneste videoer

Se alle

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle