Banker klar til investering i udvidelser

Agrifarm kan rense staldluft for både lugt og ammoniak, det giver plads til flere dyr - og det har vakt bankernes interesse.

»Vi er flere gange på det sidste blevet kontaktet af kunder, der har fået at vide af deres bank, at de skal overveje udvidelser,« smiler administrerende direktør i Agrifarm Hans Jørgen Pedersen på firmaets stand på Nutrifair.

Firmaet er en fortsættelse af MT Højgaards satsning på landbrugsbyggeri og tilbyder løsninger, der reducerer udledning af både lugt og ammoniak markant. Hidtil er der dog kun bygget en stald efter konceptet, og det er en kostald.

»Men vi mærker betydeligt øget interesse fra svineproducenterne, der kan sætte flere dyr i staldene,« siger han.

Nyt produkt på vej

Hidtil har Agrifarm købt de luftvaskere, der hører til systemet, hos andre leverandører. Men også på det punkt er firmaet på vej med en ny løsning, der reducerer lugt med 75 procent og ammoniak med 50 procent.

Det har blandt andet givet interesse fra udlandet.

»Vi skal meget snart til Holland, hvor en forhandler er interesseret i at tilbyde vores løsninger,« fortæller Hans Jørgen Pedersen.

EUs miljøpris

Firmaet er nu helt skilt ud fra MT Højgaard, men de systemer, der for et år siden førte til EUs miljøpris og to gange har givet Agromekprisen, er de samme som tidligere.

»Landbruget skal levere mere men må ikke belaste omgivelserne. Det giver interesse for vores system,« siger Hans Jørgen Pedersen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle