Fåreavler: »Ulvene vil komme væltende«

Gensynet med ulven efter 200 år kan blive »ufattelig dyrt« for både husdyrproducenter og samfund, spår ulveoffer og lammeproducent Aase Svendsen, Gånsager i Sønderjylland.

For nylig kom det frem, at mindst 12 hanulve lever eller har levet i Danmark i de seneste år. Og mens nogle begejstres over det store rovdyrs tilbagevenden, har andre, som lammeproducent Aase Svendsen, Skærbæk i Sønderjylland, svært ved at se fidusen i at give ulven indpas.

»Ulven har ingen naturlige fjender, så bestanden vokser bare, det ser man alle steder, bl.a. i Tyskland. Der er ikke ret mange, der har fattet det endnu, men de vil komme væltende! Det her kan blive ufattelig dyrt,« spår Aase Svendsen, der har mistet 13 lam til ulven alene i denne læmmesæson.

Aase Svendsen har først for nylig fået bekræftet med DNA-prøver fra halvspiste får og lam, at det virkelig er en ulv, der er på spil, men nu er hun helt sikker på, at den har været her og har taget for sig af retterne i en årrække.

»Den fineste slagter«

Det er nemlig allerede fire-fem år siden, at hendes nabokone med stor bestemthed hævdede, at hun en nat fra sit vindue på første sal havde set en stor ulv stå under et træ.

Desuden har hendes mand længe set meget store hundespor »de forkerte steder«, og deres fire hunde har jævnligt hylet og kommunikeret med et andet dyr med en karakteristisk lyd.

Alligevel er det først nu, hun har taget det helt ind. Nu kan hun til gengæld se mange tegn, der afslører ulv frem for hund eller ræv.

»Ulven er den fineste slagter: Den bider byttet i struben og tager kun lige det, den vil have, ikke som en ræv, der dræber til højre og venstre. Og den kan gøre det. helt uden at vores alpakaer og får registrerer det. Den er så listig!« fortæller Aase Svendsen, der har en mindre zoologisk have til at hyrde sine får: To alpakaer (lamaens mindre fætter), to æsler, tre border collier, en labrador og nu også en italiensk fårehund, en såkaldt maremma.

Ulvehund skal hyrde

Det er en måned siden, Aase Svendsen sidst har oplevet ulvens hærgen.

Men hun ved, den kommer igen. Og hun ved også, det varer mindst to år, før hendes seneste og dyrt nyanskaffede ulveværn, selvhentet i Italien, maremma-hvalpen Ida (efter ulvevennen, tidligere miljøminister Ida Auken) vil kunne hamle op med den.

Samtidig plager det hende, at der endnu ikke er fastlagt klare regler, der sikrer hende en ordentlig erstatning ikke bare for de dyr, der åbenlyst er taget af ulven, men også for alle de andre driftsudgifter, som ulvens tilstedeværelser giver: Ulvesikre hegn, dyre ulvehunde, forsvundne får, øget overvågning m.m.

»Vi tager da kampen op, men jeg kan bare ikke forstå, det skal være nødvendigt med de store rovdyr her. Det er unødvendigt!«

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle