Så meget koster øko-hømælk at producere

Hømælk er fra køer, der fodres med hø i stedet for foderensilage. Se beregning på, hvad merprisen skal være for landmanden.

Hømælk er mælk fra køer, hvor foderensilagen er skiftet ud med hø. Og det foderskift koster penge.

Produktionen kræver fx faciliteter til håndtering og tørring af høet, græsudbyttet i marken falder, der er omkostninger til energi ved nedtørringen, og mælkeydelsen falder lidt. Den samlede meromkostning for landmanden er beregnet til ca. 60 øre pr kg mælk. Landmændene oplever til gengæld velfærd i staldene og arbejdsglæde ved produktionsformen.

Mælk fra køer, som primært fodres med hø, udgør en meget lille del af mælkeproduktionen i Danmark. Det er et bud på, hvordan ændringer i produktionen hos landmanden kan give nye spændende mejeriprodukter. Mejeriet Naturmælk anvender fx hømælken til at producere »Høost«. Mens overvejende fodring med hø til køer er sjældent i Danmark, så er det mere udbredt i det sydlige Europa, hvor de klimatiske forhold også har nogle fordele.

Det kræver en merpris til landmanden at skifte ensilagen ud med hø. I projektet Ecoserve er der regnet på, hvad merprisen for landmanden skal være i forhold til traditionel fodring med ensilage. De økonomiske beregninger tager udgangspunkt i en modelbedrift med 100 køer og 158,6 hektar (1,1 DE pr ha). Bedriften producerer selv alt grovfoderet til køerne.

 

Investering i lade

Investering i lade til opbevaring og tørring af hø. Omkostning: 23 øre pr. kg mælk.

Merprisen for at bygge en lade til opbevaring af hø til 100 køer er estimeret til 2,5 mio. kr. Da investeringen vedrører en nicheproduktion, med deraf følgende risiko i forhold til stabil og varig afsætning, så afskrives hele investeringen i gennemsnit over 20 år. Højt specialiserede produktionsanlæg er typisk mere besværlige at belåne med realkredit.

Her er der anvendt en rente på 5 pct. p.a. Der kan argumenteres for, at afskrivningsperioden bør være kortere end 20 år – det vil øge omkostningen.

 

Energi til tørring

Energi til tørring. Omkostning: 9 øre pr. kg mælk

Høet køres i lade, når det har ligget på marken tre-fire dage. Herefter har det en vandprocent på ca. 35.

Høet skal derfor tørres ned til 10-12 pct. vand, hvor det er lagerfast. Til tørringen bruges store blæsere med tilsætning af varme – i princippet samme koncept som i et planlager til nedtørring af korn. Vi har målt, at der til tørringen i gennemsnit forbruges el svarende til ca. 0,11 kWh pr. fe plus 0,015 l dieselolie pr. fe. Det svarer til en samlet udgift på ca. 20 øre pr. fe.

 

Ændret markplan

Ændret markplan og udbyttenedgang i græs på 18 pct. Omkostning, ca. 15 øre pr. kg mælk

Græs til hø giver færre foderenheder pr. hektar i forhold til græs til ensilage. Det skyldes et ikke uvæsentligt spild i marken i forbindelse med spredning og vending af høet. Nedenstående oversigt viser markplanen for modelbedrifterne, hvor der fodres med hhv. ensilage og hø. Den samlede avl på bedriften med høfodring er ca. 60.000 fe mindre, end på bedriften hvor der avles græs- og majsensilage. Dermed bliver der færre hektar til dyrkning af korn og bælgsæd til modenhed. Maskinomkostningerne er afregnet til maskinstationstakster.

Fald i ydelse

Fald i mælkeydelsen. Omkostning, ca. 8 øre pr kg mælk

I sommerhalvåret er køerne på græs, og i denne periode udgør høet en mindre del af foderrationen. Her forudsættes mælkeydelsen derfor at være den samme. I vinterhalvåret stiger andelen af høet i foderet, men selv med samme indtag af antal foderenheder falder mælkeydelsen med ca. 5 pct. Det svarer altså til en nedgang i mælkeydelse på 2,5 pct. set som gennemsnit over hele året.

Mindre slagteværdi

Mindre slagteværdi på udsætterkøer. Omkostning ca. 4 øre pr. kg mælk

Det opleves, at udsætterkøer fodret med hø ikke slagter så godt som køer fodret med ensilage. Her er det forudsat, at en udsætterko, fodret med hø, indbringer 750 kr. mindre fra slagteriet. Når det forudsættes, at der slagtes 0,47 ko pr. år pr. malkende ko, så svarer det til et tab på i alt ca. 35.000 kr. pr. år.

, hektar


 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle